Nu falder udbuddet af boliger til salg

Udgivet den 03-11-2016  |  kl. 06:00  |  

Liebhaveri (Boligsiden.dk)

Der var færre varer på hylderne hos ejendomsmæglerne i oktober måned, hvor udbuddet af villaer og rækkehuse faldt med 0,8 procent fra måneden før, udbuddet af ejerlejligheder faldt 1,7 procent i samme periode og antallet af sommerhuse til salg faldt med 2,6 procent på landsplan.

 

"Det er forventeligt, at udbuddet af boliger til salg begynder at falde nu. Når mørket falder på, og temperaturen dykker, falder aktiviteten på boligmarkedet", siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

 

Flere lejligheder på markedet end sidste år trods mange salg

Trods et mindre udbud end i september var der dog stadig flere ejerlejligheder til salg i oktober i år end i oktober sidste år.

 

"Trods et rekordhøjt antal solgte boliger i tredje kvartal i år, bliver der stadig sat så mange ejerlejligheder til salg, at udbuddet fortsat ligger højere end sidste år. Mange lejlighedsejere griber stadig chancen for at sælge til en god pris, og de er med til at holde udbuddet oppe", siger Birgit Daetz.

 

Stigende huspriser og mange salg giver højt udbud

Det er også tydeligt, at de områder, hvor huspriserne stiger, og der sælges mange huse, også genererer et stort udbud af huse til salg. I Region Hovedstaden og Region Sjælland, som er de områder, hvor salgspriserne er steget mest det seneste år, og hvor der er godt gang i bolighandlerne, er udbuddet af villaer og rækkehuse steget med henholdsvis 5,1 og 4,8 procent siden oktober sidste år, mens udbuddet i de tre andre regioner er faldet i samme periode.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder