Nvidia straffet trods endnu et stærkt regnskab

Udgivet den 23-11-2023  |  kl. 06:34  |  

Der er analytikernes forventninger, og der er markedets forventninger. Og så er der problemer med salget til Kina.

Sådan kan man opsummere onsdagens udvikling for den amerikanske chipkæmpe Nvidia, der endnu en gang, drevet af den enorme efterspørgsel på selskabets markedsledende chips til kunstig intelligens, havde trumfet forventningerne, men alligevel faldt tilbage med 2,5 pct. I eftermarkedet onsdag satte aktien sig yderligere 0,4 pct.

Koncernen oplevede ellers i sit tredje kvartal mere end en tredobling af salget til 18,12 mia. dollar fra 5,93 mia. dollar.

Det viste regnskabet, der blev offentliggjort onsdag efter børslukketid.

Det det var samtidig ifølge Bloomberg News 13 pct. mere end ventede 16,09 mia. dollar. Indtjeningen per aktie i 4,02 dollar lå samtidig 20 pct. over konsensus på Wall Street.

- Nvidias resultater er fortsat forbløffende, lød en kommentar fra finanshuset Wolfe Researchs analytiker Chris Caso da også.

De var dog ikke tilstrækkeligt "forbløffende" til at sikre et kursplus onsdag, og aktien er dermed bakket to dage i træk fra en rekordnotering mandag.

Nvidia flagede imidlertid også for, at den amerikanske regerings restriktioner på salg af de mest avancerede chipteknologier til Kina, hvilket nu kræver forudgående licens fra myndighederne, vil tage en stor bid af salget inden for datacentre.

- Vores salg til Kina og andre påvirkede destinationer, fra produkter, som nu er underlagt licenskrav, bidrog med cirka 20-25 pct. af vores indtægter inden for datacentre de seneste kvartaler, men vi forventer den tilbagegang vil blive mere end modvirket af stærk vækst i andre regioner, udtaler Colette Cress, finansdirektør i Nvidia, i en meddelelse.

Salget til datacentre steg i tredje kvartal med 311 pct. til 14,51 mia. dollar, og en fjerdedel af det vil svare til et salgsminus på over 3,5 mia. dollar. Per kvartal.

Selv om Nvidia altså overgik analytikerbuddene i tredje kvartal, og selv om selskabet med en salgsprognose på 20 mia. dollar atter trumfede konsensus på 17,90 mia. dollar med næsten 12 pct., så kan det være, at regnskabet fra andet kvartal havde skruet de underliggende forventninger endnu højere op.

I andet kvartal fordobledes salget til 13,51 mia. dollar, hvilket var 22 pct. over forventningen på Wall Street, og prognosen om et salg i tredje kvartal på 16 mia. dollar, der i den grad altså blev gjort til skamme, var 28 pct. over konsensus på 12,50 mia. dollar.

Trods onsdagens kursfald er aktien i Nvidia stadig i plus med næsten 235 pct. siden nytår.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Shares❯  USA❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder

11:41 Aktier/middag: Mærsk anfører revanche i C25 inden vigtige inflationstal fra USA
11:34 Analytikere ser Vestas året starte i rødt i vanligt tyndt første kvartal
10:38 Kepler siger "køb" til Norden mod før "hold"
09:17 Aktier/åbning: Dansk aktierevanche fra start anført af Mærsk og GN
09:14 Mærsk kan se vigtigt rateindeks tage gevaldigt hop
09:07 Boozt gør underskud til overskud i årets tre første måneder
08:58 Coloplast og sårplejesektoren bløder oven på nye forslag til tilskud i USA
08:53 Obligationer/åbning: Renter falder tilbage forud mere inflationsnyt fra USA
08:34 Aktier/tendens: Grøn dag i sigte med fokus på Boozt, Coloplast og inflation
08:00 Uændret økologisk detailsalg
08:00 Byggebeskæftigelsen starter 2024 med et lille fald
07:44 Carnegie rundbarberer kursmålet for Mærsk - sættes ned med over 17 pct.
07:26 Yellen nedtoner skuffende væksttal - ser mulighed for oprevidering og lavere inflation
07:09 Råvarer: Olieprisen skyder i vejret - Yellen spår oprevidering af skuffende væksttal
07:07 Obligationer/tendens: Flad rente i sigte forud for endnu et inflationstal
06:55 Høreapparatproducenter opmærksomme på audiologmangel: Vi arbejder løbende på det
06:40 Asien: Investorer slutter ugen af med flotte stigninger
06:39 SEB ser fortsat stort potentiale i rederiet Norden trods lavere kursmål
06:34 Sådan går det Mærsks asiatiske peers fredag
06:33 Alphabet lover første udbytte samt stort aktietilbagekøb og belønnes i eftermarkedet