Ny stor aftale styrker Solars rolle i den fremtidige automatisering af hjemmet
Pressemeddelelse
Det norske selskab Viva Labs, som er Solars partner inden for home automation, lander en stor aftale med telekommunikationsvirksomheden Telekom Austria Group. Aftalen styrker Solars position som sourcing- og servicevirksomhed, åbner nye geografiske markeder og skaber nye muligheder for vækst og digital forretningsudvikling.
Viva Labs, der er delvist ejet af Solar, har indgået en stor aftale med Telekom Austria Group, TAG, som betyder levering af smart home-løsninger i Østrig og Kroatien.
I forhold til Solars investering i Viva Labs er det en afgørende milepæl, der nu er nået.
- Udsigten til aftaler med denne type toneangivende kanalpartner var en vigtig del af årsagen til, at vi valgte at investere i Viva Labs. Denne form for aftale gør deres forretning meget skalérbar. Derfor glæder vi os over fremdriften. Sammen med Viva Labs arbejder vi på at levere stærke smart home-løsninger gennem kanalpartnere som sikkerheds-, energi- og telekommunikationsvirksomheder, der ønsker at tilføre mere værdi til deres kunderelationer, påpeger Chief Commercial Officer Hugo Dorph.
Viva Labs står bag en enkel og intuitiv smart home-platform. Omdrejningspunkterne for løsningen er kontrol, bekvemmelighed og komfort ved hjælp af en brugervenlig app. Viva smart home-platformen opsamler data fra sensorer og GPS, som den analyserer ved hjælp af kunstig intelligens for at spotte hjemmets mønstre og rutiner. Baseret på dette programmerer løsningen sig selv til at kontrollere sikkerhed, varme og belysning uden behov for input fra brugeren.
- Aftaler som den med TAG åbner nye geografiske markeder for Solar. Samtidig understøtter den vores digitale netværksstrategi og styrker vores position som sourcing- og servicevirksomhed inden for vækstområdet smart home. Vi kan håndtere indkøb, pakketering og logistik på vegne af Vivas kunder, siger Chief Commercial Officer Hugo Dorph.
Nye digitale forretningsmuligheder
Solar spiller en aktiv rolle som integrator i udviklingen af fremtidens smart home-marked og ser mange muligheder i automatisering af hjemmet. Og den nye aftale er med til at skabe vækstmuligheder.
- Vi får nye digitale forretningsmuligheder gennem Vivas smart home-platform, og da den er baseret på åbne standarder, kan vi sikre integration med både vores nøgleleverandører og store økosystemer. Vi ønsker at spille den integrerende rolle, som sikrer, at alle de forskellige smarte enheder spiller godt sammen med de rette produkter og løsninger på de markeder, vi opererer på, pointerer Chief Commercial Officer Hugo Dorph.
Kontakt Solars Chief Commercial Officer Hugo Dorph for mere information - tlf. 2872 0080.
Solar-koncernen er en førende sourcing- og servicevirksomhed primært inden for el-, vvs- og ventilationsteknologi. Vores kerneforretning centrerer sig om sourcing af produkter, værdiskabende service og optimering af vores kunders forretning.
Solar-koncernen, der har hovedsæde i Danmark, havde i 2016 en omsætning på ca. 11,1 mia. kroner og beskæftiger over 3.000 medarbejdere. Solar er børsnoteret på Nasdaq Copenhagen.
Flere oplysninger kan findes på www.solar.eu.
Solar ejer ca. 20% af Viva Labs AS. Få flere oplysninger om Viva Labs på meetviva.com.
Solar PM Viva Labs aftale
This announcement is distributed by Nasdaq Corporate Solutions on behalf of Nasdaq Corporate Solutions clients.
The issuer of this announcement warrants that they are solely responsible for the content, accuracy and originality of the information contained therein.
Source: Solar A/S via Globenewswire
\Hugin