Nyrup: Pensionisters særfordele på boligområdet vil forsvinde

Udgivet den 14-01-1997  |  kl. 12:58  |  

Ifølge statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) bør en reform på boligområdet betyde, at boligstøtten fremover i højere grad vil blive tildelt på baggrund af indkomst end på baggrund af alder. Pensionister får i dag tildelt mere boligstøtte end andre befolkningsgrupper med samme indkomst. Derfor kunne Nyrup på et pressemøde tirsdag ikke garantere, at pensionister ikke vil blive forholdsmæssigt ringere stillet end andre befolkningsgrupper.

Imidlertid understregede statsministeren, at en sådan omlægning ikke vil betyde, at pensionisterne kommer til at opleve en faktisk nedgang i realindkomsten - kun at stigningen vil blive mindre end for yngre befolkningsgrupper. Pensionistene vil opleve en mere dæmpet udvikling i realindkomsten end den generelle velstandsudvikling, som regeringen forventer vil blive på 35-40 % i løbet af den 15-årige periode, som reformen på boligområdet ifølge regeringen forventes at vare.

Imidlertid havde Nyrup ingen kommentarer til Det Fri Aktuelts spørgsmål om, hvorvidt den årlige stigning i folkepensionen på ca. 2 pct. - der nærmest svarer til inflationen - virkelig vil sikre pensionisterne mod en absolut nedgang i levestandarden, når boligstøtten nu sættes ned.

Statsministeren sluttede med at slå fast, at regeringen derimod ikke vil gå med til reformer, der i almindelighed forrykker balancen mellem ejere og lejere. Om det bliver nødvendigt at inddrage overvejelser om rentefradraget for at sikre, at en nedsættelse af boligstøtten i almindelighed ikke vil resultere i et flow fra lejer- til ejersektoren, har regeringen dog ikke taget stilling til.

Udgivet af: NPinvestordk