Obligationer/åbning: Flad udvikling før vigtige nøgletal
Det danske obligationsmarked holder sig som ventet i ro fra morgenstunden tirsdag, hvor investorerne ser frem mod rentemødet i ECB på torsdag og den amerikanske arbejdsmarkedsrapport på fredag.
Renten på den toneangivende 10-årige statsobligation steg mandag med 2 basispoint til 1,61 pct., og det niveau er stadig gældende i de tidlige morgentimer tirsdag.
Tirsdagens vigtigste begivenheder er tal for arbejdsløsheden i Tyskland og euroregionen, hvor der ventes et lille fald på 10.000 i den tyske arbejdsløshed i marts, men en uændret arbejdsløshedsprocent på 6,8, og en uændret arbejdsløshed i euroregionen på 12,0 pct. i februar. Vigtigst bliver dog nok det amerikanske ISM-indeks, der tager temperaturen på den amerikanske fremstillingsindustri.
Økonomerne venter ifølge Bloomberg News en stigning i ISM-indekset til 54,0 i marts fra 53,2 i februar, hvor tallet ligesom i januar var skævvredet af den hårde vinter i dele af USA. Overrasker tallet igen positivt, som det gjorde i februar, kan det presse renterne opad, skriver Sydbank i en kommentar.
Meget store udsving bliver det dog næppe til. Dertil er spændingen om torsdagens rentemøde i ECB og fredagens arbejdsmarkedsrapport fra USA nok for stor.
Med hensyn til ECB er spændingen ikke blevet mindre efter mandagens overraskende lave inflationstal fra euroregionen.
- Med mandagens offentliggørelse af en inflationsrate på 0,5 pct. for marts måned er markedsfokus skarpt rettet mod ECBs pressemøde og potentielle antidisflationære tiltag. Eurozonen har nu det laveste prispres siden november 2009, og det er nu ECBs hårfine balanceakt, om en så lav inflation, holdt op mod fornuftige vækstindikatorer, nødvendiggør nye tiltag for at støtte væksten i samfundet, skriver seniorstrateg i Nordea Henrik Drusebjerg og fortsætter:
- Det er vores vurdering, at ECB ikke kommer med nye tiltag, idet marts måneds lave 0,5 pct. i væsentligt omfang kan tilskrives âbasiseffekterâ, og at marts måned sandsynligvis kommer til at markere et lavpunkt for inflationen.
/ritzau/FINANS
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›