Obligationer/åbning: Let stigende rente trods amerikansk rentereduktion

Udgivet den 19-09-2024  |  kl. 08:41  |  

Trods onsdag aftens amerikanske rentenedsættelse på hele 0,5 pct.point, åbner de europæiske og dermed det danske rentemarked med lidt højere renter.

Den danske tiårige statsobligation starter torsdagens handel med en rente på 2,12 pct., hvilket er 1 basispoint højere end ved lukketid onsdag.

Der er kun få nøgletal på programmet torsdag, og de er alle uden nævneværdig tyngde.

Fra eurozonen kommer betalingsbalance, og fra USA står der betalingsbalance samt Philadelphia Fed-indeks på programmet.

Dagens eneste virkelige interessante data er de ugentlige tal for nytilmeldte ledige, der er indikator for udviklingen på arbejdsmarkedet, og som derfor er med til at vægte på den ene af den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, pengepolitiske mandater, beskæftigelsen, mens det andet mandat, inflationen, har mistet lidt af fokus, da den synes under kontrol.

De økonomiske data rundes af med de amerikanske ledende indikatorer.

Sideløbende er der rentemøder i Norge og Storbritannien, hvor den generelle forventning er en uændret rente. Men der vil især være fokus på, hvilke signaler den norske og britiske centralbank sender om fremtiden.

- Fremrykker Norges Bank og Bank of England udsigten til rentenedsættelser, kan det presse renterne lidt ned, vurderer seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank i et notat torsdag morgen.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯  indblik❯ 

Seneste nyheder