Obligationer/åbning: Renten falder fra start - fokus på amerikanske taler
Den tiårige danske statsobligation åbner mandag med et rentefald i kølvandet af fredagens amerikanske jobrapport. Senere på dagen vil fokus rette sig mod europæiske producentpriser og aftenens amerikanske centralbanktaler.
Fredagens amerikanske jobrapport viste en mindre jobskabelse uden for landbruget end ventet. Også de gennemsnitlige timelønninger steg mindre end ventet. Det peger i retning af, at arbejdsmarkedet ikke er hedt nok til at opretholde en høj inflation i længere tid.
Den toneangivende tiårige danske statsobligation fortsætter tendensen fra fredag og åbner med et fald på 5 basispoint til 2,48 pct.
I forlængelse af fredagens amerikanske tal vil der blive holdt øje, når de to Federal Reserve medlemmer Thomas Barkin og John Williams, der begge er stemmeberettiget i centralbankens rentekomité, taler i aften efter dansk lukketid. Her vil markedsdeltagerne især have opmærksomheden rettet mod, om de også gentager afvisningen af renteforhøjelser, som er den seneste melding fra topchef Jerome Powell.
I europæisk regi vil der blive holdt øje med producentpriserne, der bliver offentliggjort kl. 11. Producentpriserne ventes at være faldet med 0,4 pct. i marts efter et fald på 1 pct. måneden inden.
- Skulle producentpriserne stige overraskende meget i marts, kan det presse renterne op, vurderer Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom hos Sydbank.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Open❯