Obligationer/åbning: Renten stiger frem mod tal fra amerikansk arbejdsmarked

Udgivet den 01-09-2023  |  kl. 08:44  |  

Fredag lander den månedlige temperaturmåling på det amerikanske jobmarked i form af arbejdsmarkedsrapporten. Og mens europæiske og amerikanske inflationstal torsdag holdt pulsen oppe hos handlerne, så er det jobvækst og højere lønninger, der fredag tager hovedrollen på de finansielle markeder.

Op til de vigtige amerikanske tal stiger renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation med 2 basispoint til 2,75 pct. i forhold til torsdag, hvor renten faldt 10 basispoint.

Det var aftagende kerneinflation i eurozonen, der allerede sidst på formiddagen torsdag resulterede i et rentefald. I sidste uge lukkede obligationshandlen fredagen i en rente på 2,85 pct.

Men fredag er det den amerikanske jobrapport, der holder investorerne på tæerne i forhold til den amerikanske centralbanks rentefærden.

- Jobrapporten bliver rigtig vigtig for den amerikanske forbundsbanks rentebeslutning i september. Blev der skabt mere end 200.000 job i august kombineret med en høj lønvækst, kan det løfte forventningerne til en renteforhøjelse i september ganske betydeligt. Aktuelt er det investorernes klare forventning, at Federal Reserve holder renten uændret i september, skriver Sydbanks seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel i en kommentar til fredagens marked.

Ifølge indsamlede estimater fra Bloomberg News venter analytikerne, at der blev skabt 170.000 nye job i august mod 187,000 måneden før. Lønvæksten ventes at være på 4,3 pct. i august i forhold til for et år siden mod 4,4 pct. i juli.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯ 

Seneste nyheder