Obligationer/åbning: Renterne fortsætter op for fjerde handelsdag i træk

Udgivet den 08-06-2023  |  kl. 08:52  |  

De danske statsrenter fortsætter op for fjerde handelsdag i træk torsdag.

Onsdag sendte et overraskende renteløft fra den canadiske centralbank, Bank of Canada, de amerikanske markedsrenter i vejret, og niveauet holder ved i torsdag morgens handel i Tokyo, hvilket også smitter af herhjemme.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation tikkede onsdag op med 14 basispoint til 3,80 pct.

Herhjemme stiger renten på den toneangivende tiårige statsobligation fra morgenstunden med 3 basispoint til 2,77 pct. Dermed er renten nu steget med samlet 22 basispoint siden lukketid sidste torsdag.

Den overraskende renteforhøjelse fra Bank of Canada kom blot dagen efter, at den australske pendant, Reserve Bank of Australia, lavede et helt tilsvarende træk, og det har alt sammen fået investorerne til at spekulere i, at også den amerikanske centralbank, Federal Reserve, måske ikke er helt færdig med sine pengepolitiske stramninger.

Samtidig har det igen løftet investorernes forventninger til renten ved udgangen af i år, hvor forventningen lige nu er, at den vil være på samme niveau som nu - efter et renteløft i juli og en enkelt rentesænkning sidenhen.

Torsdagens makrokalender har allerede budt på endelige væksttal for første kvartal fra Japan, og i eurozonen lander der også en tredje opgørelse af bruttonationalproduktet i første kvartal ud på formiddagen.

I USA er højdepunktet de ugentlige ledighedstal samt en endelig opgørelse af engroslagrene i april.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯