Obligationer/åbning: Renterne slår bak fra start i negativt marked
Der er rentefald på menuen på det danske obligationsmarked mandag morgen, hvor investorerne også har set de amerikanske renter blive sendt yderligere ned på markedet i Tokyo.
Samtidig er stemningen omkring aktierne i både Europa og USA til den negative side, hvilket sender investorerne i favnen på den relative sikkerhed, der ligger i statspapirerne.
Det giver stigende kurser og faldende renter.
For den toneangivende danske statsobligation med udløb i november 2033 betyder det et rentefald på 3 basispoint til 2,21 pct. mandag morgen efter en lille stigning på et enkelt basispoint fredag.
Handlen med aktiefutures peger mandag morgen på tunge fald til de tre ledende amerikanske indeks, men også i Europa er der en rød morgen i vente. Det tyske DAX-indikeres et indledende fald på 0,8 pct.
Det væsentligste nøgletal mandag er en opgørelse af det tyske IFO-indeks for januar, hvor økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News venter en marginal stigning til 84,8 fra 84,7 i december.
Både vurderingen af den nuværende situation og forventningsindekset ventes at stige en spids.
Allerede inden da har morgenstunden budt på en måling af detailsalget i Danmark i december, der viste en lille stigning på månedsbasis, en samlet stigning i fjerde kvartal sammenlignet med tredje kvartal og en samlet fremgang på godt 2 pct. i salget i 2024 sammenlignet med året før.
I eftermiddag venter der fra USA tal for salget af nye boliger - ligeledes i sidste års julemåned.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Open❯