Obligationer/åbning: Rentestigning før tyske erhvervstal

Udgivet den 26-09-2022  |  kl. 08:39  |  

Det danske obligationsmarked åbner mandag lidt uventet med en solid rentestigning på 9 basispoint. Det sker forud for dagens vigtige tyske Ifo-tal, der måler erhvervslivets syn på den økonomiske situation.

Her ventes der et fald fra måneden forinden.

- Det tyske erhvervsliv ser meget negativt på vækstudsigterne. Ifo-indeksets forventningsindeks ligger på niveau med pessimismen under finanskrisen. Den tyske industri udfordres hårdt af en global vækst opbremsning og høje gaspriser. Derudover har vi set en opbremsning i den tyske ordreindgang, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank.

Hvis indekset imod forventning stiger, kan det styrke euroen og sende renterne opad, vurderer han.

Renten på den tiårige danske statsobligation klatrer fra start op til et niveau på 2,50 pct., hvilket er 9 basispoint højere end lukkeniveauet fredag.

Den tiårige danske rente er fulgt i kølvandet på den amerikanske ditto, der efter en ellers rolig morgen har fået luft under vingerne og stiger 8 basispoint på markedet i Tokyo.

Foruden de tyske tal kan investorerne se frem mod klokken 15, hvor chefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, holder tale.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯