Obligationer/åbning: Små rentefald trods opløftende nyt fra den tyske industri
Torsdag morgen falder renterne på de danske statsobligationer, hvor der før åbning var fokus på friske fabrikstal fra Tyskland, som trods et fald viste sig bedre end ventet.
Renten på den toneangivende tiårige statsobligation ligger fra morgenstunden 2 basispoint lavere i 1,76 pct.
Det sker, efter at forsigtige udsving onsdag prægede det danske obligationsmarked, hvor renten på den tiårige toneangivende danske statsobligation sluttede uændret for dagen.
Klokken 8 landede opgørelsen for tyske fabriksordrer for oktober. Her var der som forventet tale om en tilbagegang set på månedsbasis, men tilbagegangen var mindre end ventet.
Det kan være et tegn på, at bunden for en langvarig nedtur for den tyske industri kan være nået, skriver Bloomberg News.
Ordreindgangen faldt i oktober med 1,5 pct. på månedsbasis. Blandt analytikere var der ventet et fald på 2 pct., hvor der i forrige opgørelse blev oprevideret til en fremgang på 7,2 pct.
Den tyske industri har i længere tid været årsag til bekymring. Siden 2022 har markedsundersøgelser foretaget af S&P Global vist nedgang i sektoren. Årsagerne er flerfoldige: haltende efterspørgsel i udlandet, høje renter, og senest peges der på strukturelle udfordringer i Tyskland.
Fremadrettet byder dagen på nøgletal fra det europæiske detailsalg, mens der fra USA kommer nyt om nytilmeldte ledige for den seneste uge samt tal fra den amerikanske handelsbalance for oktober.
Renterne på de amerikanske T-bonds faldt efter dansk markedslukning onsdag, da Jerome Powell, chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, gik på talerstolen.
- Vi forsøger at holde pengepolitikken restriktiv, men i mindre omfang over tid, sagde Jerome Powell i en tale i New York.
Centralbankchefen noterede også, at den amerikanske økonomi lige nu er i "bemærkelsesværdig" god form, men han anerkendte også en risiko for en forværring, da han understregede, at septembers dobbelte rentesænkning, på 50 basispoint, var et "stærkt signal" om støtte til arbejdsmarkedet.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Open❯