Obligationer/åbning: Stille start med marginalt rentefald
Det blev som ventet en stille start på de internationale rentemarkeder. Små rentefald i Tyskland og Frankrig smitter af i Danmark, mens renterne i Spanien som vanlig om fredagen viser tendens til at stige.
Det danske marked er præget af sommerferie og deraf følgende manglende interesse og reduceret omsætning.
Den danske tiårige rente åbner fredag i 0,99 pct., hvilket er 0,01 pct.point mindre end ved lukketid torsdagen.
Fredagen er i vid udstrækning lagt i hænderne på investorernes risikovillighed på de tilstødende aktie- og valutamarkeder, idet der ikke er nøgletal af betydning på dagsordenen. Men heller ikke her synes interessen at være overvældende.
Gårsdagens skuffede amerikanske tal gav de amerikanske renter et lille skub ned. Investorerne håber, Federal Reserve kommer med nye medlinger om tiltag til at sparke lidt vækst i den amerikanske økonomi. Men indtil videre har centralbanken holdt sig tilbage, og også her banker sommerferien på døren. Det øger næppe tiltroen til en vending i økonomien på kort sigt.
Eneste danske nøgletal er detailsalget for juni, som Danmarks Statistik offentliggør kl 9. Analytikerne venter en stigning i salget på 0,2 pct.
Fra udlandet viste de tyske producentpriser et fald på 0,4 pct. i juni sammenlignet med måneden før, mens de steg 1,6 pct. i forhold til juni sidste år. Analytikerne havde ventet et fald på 0,2 pct. på månedsbasis og en stigning på 1,8 pct. på årsbasis.
/ritzau/FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk