Obligationer/åbning: Torsdagens rentestigninger forduftet
Torsdagens rentestigning siver ud fra start fredag morgen, hvor renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i 2023 falder med omkring 2 basispoint til 1,64 pct.
Dermed er renten slået tilbage til udgangspunktet fra torsdag morgen, hvor den ellers steg efter meldingerne fra den amerikanske centralbank onsdag aften.
Centralbanken satte fokus på en hurtigere end ventet nedtrapning af de kvantitative lempelser, men afslørede også samtidig, at det hænger sammen med, at den amerikanske økonomi formentlig er i så god form, at Federal Reserve kan skrue op for sin styrende rente tidligere end hidtil antaget.
- Bedømt ud fra de finansielle instrumenter er sandsynligheden for en renteforhøjelse i USA i april 2015 steget til 51 pct. â for en måned siden var sandsynligheden 34 pct., skriver Sydbank i sin morgenrapport fredag.
Der er umiddelbart ikke meget fra nøgletalsfronten, der kan rykke ved et forsigtigt fredagsmarked. Fra Danmark er der tal for forbrugertilliden klokken 9.00. Ifølge estimater indsamlet af Ritzau Finans blandt fem økonomer ventes forbrugertilliden at falde til 4,0 i marts fra 4,2 i februar.
Fra eurozonen præsenteres der ligeledes tal for forbrugertilliden i marts, men her er billedet noget mere negativt. Ifølge estimater fra Bloomberg News ventes forbrugertilliden i euroområdet at stige til minus 12,3 i marts fra minus 12,7 måneden før. Den amerikanske nøgletalskalender er tom.
/ritzau/FINANS
Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk