OBLIGATIONER: Fokus på ECB - Renteforhøjelse inddiskonteret
København--16. marts--NetPosten--De europæiske obligationer åbnede torsdagen på stort set uændrede niveauer, og der er lagt op til en stille dag frem til kl. 13.45, hvor ECB kommer med sin rentemelding.
Den toneangivende danske statsobligation 6 pct. 2009 handles pt i 102,50, hvilket er uændret fra onsdag, mens den tyske Bund future er faldet lidt tilbage i 104,25. Dermed er det ti-årige dansk-tyske rentespænd igen gået lidt ind i 31 basispoint. Rentespændet har været meget volatilt, siden ØMU-afstemningen blev udskrevet, men Danmark ser pt billig ud, mente en markedsdeltager, som NetPosten talte med torsdag morgen.
Den Europæiske Centralbank (ECB) holder ordinært rådsmøde i dag, og markederne har inddiskonteret en forhøjelse på 25 basispoint enten i dag eller om 14 dage. Det vil nærmest komme som en lettelse for markedet, hvis remnten bliver forhøjet, da det vil skabe ro. En renteforhøjelse kan derfor sætte et såkaldt relief-rally i gang i dag, hvis ECB hæver sine renter - meget vil dog afhænge af eventuelle udtalelser i forbindelse med en renteforhøjelse. Indtil kl. 13.45 vil der dog være tale om en dans på stedet.
Udsigten til renteforhøjelse betyder, at der er lidt pres på de korte renter, men den danske krone har det generelt sundt her til morgen, og det burde lette lidt af presset.
Efter ECBs rentemelding kl. 13.45 kommer der amerikanske producentpriser kl. 14.30. Tallene er dog mindre vigtige i forhold til ECB.