OBLIGATIONER: Sendt ned efter stærke stigninger

Udgivet den 06-08-2002  |  kl. 16:52  |  

Kurserne faldt tilbage på obligationsmarkedet efter de seneste dages meget markante stigninger. Aktierne steg tirsdag, hvilket var med til at sende obligationerne ned.

Den toneangivende statsobligation 6 pct. 2011 lå ved lukningen i kurs 108,10, hvilket var noget lavere end mandagens kurs på 108,50. Den mere langsigtede realkreditobligation 6 pct. 2029 lå tirsdag også lavere i kurs 98,95 mod fredagens 99,15.

Det er helt klart fortsat aktierne, som styrer rentemarkedet. Dog er begyndende forventninger til kommende rentesænkninger begyndt at spire i markedet.

Det er den stigende risiko for et dobbelt dyk i økonomien, altså to hurtige recessioner i træk, der er begyndt at puste til renteforventningerne i markedet. De seneste økonomiske nøgletal har således været meget skuffende.

Udgivet af: NPinvestordk