OBLIGATIONER: Stor aktivitet i markedet grundet forventning om ØMU-dato

Udgivet den 09-03-2000  |  kl. 09:24  |  

København--9. marts--NetPosten--Der var stor aktivitet i det danske obligationsmarked her til morgen, hvilket skyldes en forvening om, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i aften vil fortælle, hvornår danskerne skal til stemmeurnerne for endnu engang at tage stilling til, om Danmark skal med i ØMUen.

Markedet har taget positivt imod nyheden, og den toneangivende danske statsobligation 6 pct. 2009 er steget til 102,25 fra 101,80, og er dermed steget mere end den tyske Bund future, som pt handles i 103,60 fra 103,24. I den korte ende af rentekurven er obligationerne i Danmark ligeledes steget på en forventning om en indsnævring af de helt korte renter mellem Danmark og Euroland.

Spekulationerne omkring ØMUen ventes helt at styre det danske obligationsmarked i dag. Det kan dog også få lidt betydning, om den britiske centralbank kl. 13.00 ændrer på sine renter. De danske arbejdsløshedstal, der offentliggøres kl. 9.30, ventes derimod at få mindre betydning.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder