Obligationer/middag: Danske renter følger med udlandet op

Udgivet den 18-11-2024  |  kl. 12:15  |  

Efter små rentefald fra åbningen på det danske obligationsmarked mandag er renterne kravlet op i løbet af formiddagen.

Samme tendens har gjort sig gældende på de øvrige obligationsmarkeder i Europa, hvor der ved middagstid kan konstateres små renteplusser.

Herhjemme ligger renten på den tiårige danske statsobligation ved 12-tiden 3 basispoint højere i 2,08 pct.

Også de amerikanske renter er steget mandag formiddag. Renten på den tiårige amerikanske statsobligation er steget til 4,46 pct. fra 4,43 pct. tidligere på dagen.

Vicedirektør i Den Europæiske Centralbank (ECB) Luis de Guindos har i en tale i Frankfurt mandag advaret om farerne forbundet med høj statsgæld.

Stigende budgetunderskud med højere gældsbyrde til følge kan mindske råderummet til at kunne takle klimaændringerne, forsvarsudgifterne, digitalisering og en relativt lavere produktivitet.

Finanspolitiske "udskridninger" kan ifølge de Guindos medføre forhøjet prissætning af statsgæld.

- De nuværende store primære underskud vil også gøre det sværere for regeringerne at støtte økonomien, hvis der opstår negative chok, lyder advarslen fra ECB-vicedirektøren.

Nøgletal er der ganske få af i den tungere klasse mandag. Investorerne vil formentlig holde bedst øje med NAHB-boligindekset for november fra USA, der offentliggøres ud på eftermiddagen dansk tid - klokken 16.

Økonomerne venter ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News et fald til 42 fra 43 i oktober.

I det hele taget bliver ugestarten på rentemarkedet langsom, mens aktiemarkedet lader op til regnskab fra den amerikanske chipkæmpe Nvidia på onsdag.

- De vigtigste nøgletal kommer først fredag i form af PMI-tal for både USA og euroområdet, skriver Niels Christensen, der er chefanalytiker hos Nordea, i en kommentar mandag morgen.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder