Obligationer/middag: Lille rentefald før tillidstal

Udgivet den 18-09-2020  |  kl. 11:53  |  

Renten på den tiårige danske statsobligation dykker 2 basispoint til minus 0,40 pct. i middagshandelen og neutraliserer dermed morgenens stigning.

Det betyder også, at der er udsigt til et ugentligt fald i renten, hvis niveauet holdes frem til lukketid, da renten lukkede i minus 0,37 pct. sidste fredag.

Der er ikke det store at komme efter blandt nøgletallene, hvor det vigtigste nøgletal kommer fra USA i eftermiddag i form af en opgørelse af forbrugertilliden.

Fredag klokken 16 præsenteres den foreløbige udgave for september, og her venter økonomer adspurgt af Bloomberg News en lille stigning til 75,0 fra 74,1 måneden forinden.

Indekset, der udarbejdes af universitetet i Michigan, er kun kommet lidt igen fra bundniveauet i april på 71,8 sammenliget med en indeksværdi på lige over 100 i februar, før coronakrisen for alvor ramte den amerikanske økonomi.

- I september vil vi være på udkig efter, hvordan forbrugerne har reageret på usikkerheden omkring nye finanspolitiske hjælpepakker til den amerikanske økonomi, skriver Sydbanks makroanalytiker Mathias Sproegel Dollerup.

- Den forhalede politiske proces vil sandsynligvis trække ned i forbrugertilliden, mens den aftagende smitteudvikling vil trække op, fortsætter Sydbanks makroanalytiker.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder