Obligationer/middag: Pengene bliver på sidelinjen - renterne i stampe

Udgivet den 08-04-2020  |  kl. 11:42  |  

De danske statsrenter kører sidelæns onsdag middag, hvor der ellers også bliver taget gevinster ud af aktiemarkedet.

Investorerne holder generelt pengene på sidelinjen inden påskeferien og efter en meget turbulent periode på de finansielle markeder.

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme er onsdag i minus 0,11 pct. - helt samme niveau, som da de danske handlere gik hjem tirsdag.

Renten startede ellers i omtrent minus 0,15 pct.

Ligesom de foregående dage i denne uge er der ikke meget inspiration at hente fra nøgletalsfronten, hvor højdepunkterne onsdag var et par japanske nøgletal og en opgørelse af handels- og betalingsbalancen herhjemme.

Overskuddet på betalingsbalancens løbende poster faldt i februar til 16,4 mia. kr. fra 18,4 mia. kr. måneden før, mens handelsbalancen eksklusive skibe blev opgjort til et plus på 10,5 mia. kr. mod 10,9 mia. kr. måneden før.

Efter dansk lukketid kan der dog vente spændende information for investorerne, når referatet af det seneste rentemøde hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, offentliggøres.

Her kan man få et nærmere indblik i, hvad topfolkene i centralbanken diskuterer i en usikker og nervøs tid.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder