Obligationer/middag: Rentefald på stille nøgletalsdag med øjnene rettet mod ECB

Udgivet den 22-01-2024  |  kl. 11:46  |  

Rentefald præger ugens første dag på det danske obligationsmarked, hvor investorerne især kigger frem mod torsdagens rentemelding fra Den Europæiske Centralbank.

Den toneangivende tiårige danske statsobligationsrente ligger mandag ved middagstid 5 basispoint lavere i 2,43 pct. efter en rentestigning i sidste uge på 14 basispoint.

Udover en opgørelse af de ledende indikatorer i USA byder dagen ikke på nøgletal af betydning.

Markedsdeltagerne kan så småt begynde at varme op til nogle af ugens andre større begivenheder, hvor den største af slagsen er rentemødet i Den Europæiske Centralbank torsdag.

- Dagens vigtigste nøgletal er det ledende indeks fra USA, der er en samling af de 20 mest ledende indikatorer på den amerikanske økonomi. Det ledende indeks er faldet 21 måneder i streg, uden en recession er indtruffet, skriver seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank i en morgenkommentar.

De ledende indikatorer ventes i december at være faldet faldet 0,3 pct. i december mod et fald på 0,5 pct. måneden forinden.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯