Obligationer/middag: Renten stiger efter inflationstal fra eurozonen

Udgivet den 30-04-2024  |  kl. 11:19  |  

Renten på statspapirerne får et nøk op efter inflationstal fra eurozonen, der steg som ventet til 2,4 pct. i april - men kerneforbrugerne landede en anelse højere i 2,7 pct. mod ventet 2,6 pct.

Dog er inflationen på vej ned, da den i marts var på 2,9 pct.

- Som det ser ud nu, så tror vi, inflationen rammer 2 pct.s-målsætningen til august. Inflationen i marts og april har nået sit laveste niveau i knap tre år, og det er selvfølgelig gode nyheder for forbrugerne, der gradvist genvinder købekraften efter nogle hårde år, hvor det er gået hurtigt den anden vej, noterer Bjørn Tangaa Sillemann, chefanalytiker i Danske Bank, sig i en kommentar.

- Kerneinflationen faldt i marts. Påsken og ferie generelt betyder højere priser. I år har den effekt været spredt over marts og april, og det har sløret billedet af det reelle prispres i økonomien, påpeger han.

Den danske tiårige rente lå i 2,54 pct. umiddelbart inden offentliggørelsen, mens den er steget 1 basispoint til 2,55 pct. tirsdag middag. Det er et basispoint lavere end mandag.

Renten startede dagen ud i 2,53 pct.

Lige inden frokost kom der også tal for væksten i eurozonen, der viste en vækst på 0,3 pct. i første kvartal mod ventet 0,1 pct.

- Ligesom inflationstallene så flugter det fint med indtrykket af en blød landing for økonomien, som indtil videre er styret nænsomt uden om en krise, skriver Danske Banks chefanalytiker.

- Med det nuværende høje renteniveau så er der plads til et par rentenedsættelser, samtidig med at man fastholder en relativt stram pengepolitik. Vi tror, den første af i alt tre rentenedsættelser i år kommer til juni, og der skal ske noget helt uventet for, at det går anderledes, vurderer Bjørn Tangaa Sillemann.

Fokus er nu rettet mod onsdag, hvor der kommer nyt fra rentemødet i Federal Reserve, og ugen afsluttes ugen med den månedlige amerikanske jobrapport - for april - fredag.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder