Obligationer/middag: Renten stiger en my frem mod amerikanske data for vækst og job

Udgivet den 05-09-2024  |  kl. 11:47  |  

Bekymringen for en afmatning i den amerikanske økonomi tager fokus frem mod den vigtige jobrapport fredag.

Den forrige jobrapport var den svageste i tre år, da den viste en uventet stigning i arbejdsløsheden og en væsentligt ringere jobskabelse i USA i juli. Det sendte for en måned siden renterne nedad - og udløste en rød tornado på aktiemarkederne globalt.

Torsdag middag ånder alt fred og ro. Den toneangivende danske statsobligation ligger i en rente på 2,17 pct., hvilket er 1 basispoint højere end onsdag, hvor renten faldt 5 basispoint.

Dagens jobtal er den såkaldte ADP-rapport for det private jobmarked i USA. Her ventes en jobskabelse på 145.000 i august mod 122.000 i juli.

- Uroen på de finansielle markeder og bekymringen for væksttempoet i USA stjæler foreløbig opmærksomheden. Op til fredagens jobrapport er der lidt ekstra fokus på ansøgninger om dagpenge, jobindekset i servicesektoren og ADP's gæt på den private jobvækst, skriver Jyske Bank i en kommentar.

Også det amerikanske ISM serviceindeks offentliggøres torsdag eftermiddag. Her kan den amerikanske servicesektor give et prej om vækst eller det modsatte i økonomien.

Der er ventet et indeks på 51,4 i august, som det også var tilfældet i juli.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯