NKT-topchef efter vækst i Solutions på over 40 pct.: "En enestående bedrift"
Kabelkoncernen NKT kom stærkere ud af tredje kvartal end ventet, og særligt springer det i øjnene, at koncernens største forretning, Solutions, har leveret en organisk vækst på ikke mindre end 42 pct.
En enestående bedrift ifølge topchef Claes Westerlind, som samtidig glæder sig over en rekordhøj driftsindtjening i kvartalet og desuden fremskridt både på investeringssiden og på nogle af de helt store kommercielle projekter.
- Vi har i tredje kvartal fortsat den positive udvikling fra det foregående kvartal. Vi leverer en organisk vækst på 25 pct., hvor Solutions-forretningen er den primære drivkraft for det med en organisk vækst på 42 pct. Det er en enestående bedrift, siger Claes Westerlind i et interview med MarketWire.
I Solutions, som omfatter produktion og installation af højspændingskabler, omsatte NKT opgjort i standardmetalpriser for 429 mio. euro i tredje kvartal mod 301 mio. euro i samme periode sidste år, og det operationelle driftsresultat steg til 66 mio. euro fra 51 mio. euro.
Omsætningen var noget over analytikerforventningerne på 384 mio. euro, mens driftsresultatet var på niveau med konsensusforventningerne.
Samlet for hele NKT, som også omfatter forretningerne Applications samt Service & Accessories, opnåede koncernen et operationelt EBITDA på 93 mio. euro mod 76 mio. euro sidste år. Analytikerne havde til sammenligning estimeret 91,7 mio. euro i kvartalet.
- Vi lykkedes med at levere det højeste operationelle driftsresultat i selskabets historie på 93 mio. euro, og det til trods for, at vi er påvirket af nogle engangsomkostninger i forbindelse med opkøbet og integrationen af Solidal. Så alt i alt vil jeg sige, at jeg er tilfreds med den finansielle udvikling, siger Claes Westerlind.
Han fremhæver også et par "vigtige fremskridt" i selskabets kommercielle projektportefølje, herunder at NKT nu har leveret Shetland-projekter, en forbindelse mellem Shetlandsøerne og det skotske fastland.
Desuden har selskabets store amerikanske projekt, Champlain Hudson Power Express, i løbet af tredje kvartal krydset grænsen mellem USA og Canada "succesfuldt".
- Sidst, men ikke mindst, har vi gjort fremskridt med vores investeringer. Vores tredje kabeltårn i Karlskrona nåede en højde på 200 meter, og det er dermed også det næsthøjeste tårn i Norden. Vi tog også første spadestik til den investering, vi foretager på vores fabrik i Asnæs, siger Claes Westerlind.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›