Obligationer/middag: Renten stiger frem mod nyt fra Powell

Udgivet den 11-02-2025  |  kl. 12:01  |  

Rentestigninger har vundet indpas på det danske obligationsmarked tirsdag middag, hvor markedsdeltagerne ser frem mod nyt fra chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, senere i eftermiddag.

Powell vil ved 16-tiden troppe op i Senatets bankkomité og levere sin halvårlige orientering om den økonomiske situation. Det sker i en seance kendt som Humphrey Hawkins-høringen. Traditionen tro vil Powell desuden følge op onsdag og deltage i en tilsvarende seance i Repræsentanternes Hus.

Efter en indledende tale fra Jerome Powell får komitéens medlemmer mulighed for at stille spørgsmål.

Og her ventes det, at både demokrater og republikanere vil trykteste centralbankschefens vurdering af USA's præsident Donald Trumps økonomiske politik, hvor told, beskatning, immigration og regulering skaber usikkerhed om udsigterne, skriver Bloomberg News.

Senest har Trump varslet 25 pct. told på aluminium og stål, og luftet muligheden for told på lægemidler, biler og computerchips - tiltag, der alt andet lige kan medvirke til at løfte inflationen.

Det gælder muligvis også i Europa, hvor EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, tirsdag meddelte, at der vil komme et modsvar fra EU.

I USA er renterne steget over de seneste fire børsdage, og herhjemme ligger den tiårige danske rente 5 basispoint højere i 2,12 pct.

Nøgletalskalenderen er tirsdag tæt på tom. Vigtigste indspark bliver det amerikanske NFIB-indeks, der måler optimismen blandt de små virksomheder. Det ventes at falde til 104,7 i januar fra 105,1 måneden før.

Et indeks over 100 betyder, at der er overordnet optimisme blandt virksomhederne.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder