Obligationer/middag: Renten svinger frem mod jobtal fra USA
Svingende renter præger obligationsmarkedet fredag, hvor investorerne ser frem mod en af finansmarkedets favoritføljetoner - den månedlige jobrapport fra USA.
Samlet set peger pilen dog op, og midt på dagen ligger renten på den toneangivende tiårige statsobligation i 2,33 pct., som er 2 basispoint højere end dagen forinden.
I eftermiddagstimerne lander den amerikanske jobrapport, og den kan vanen tro sætte fut i markedet.
- I onsdags faldt renterne tungt, da ADP-rapporten skød på en fremgang på 106.000 personer på det private arbejdsmarked i USA. Det var noget under forventningerne, så der er lagt i kakkelovnen til en spændende arbejdsmarkedsrapport i dag, forudser Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.
Torsdag var det også tal fra det amerikanske arbejdsmarked, der vakte opsigt. Både i USA og Danmark faldt renterne ganske mærkbart i timerne op til dansk børslukketid torsdag, efter at nøgletal viste en stor stigning i antallet af nytilmeldte i USA.
FLERE NØGLETAL I EFTERMIDDAG
Ud over amerikanske jobtal byder eftermiddagen på en måling af forbrugertilliden fra University of Michigan, fabriksordrer og ordreindgangen, begge dele ligeledes i USA.
Herhjemme offentliggør Danmarks Nationalbank ved 17-tiden nyt om valutareserven februar.
Det er dog formentlig arbejdsmarkedsrapporten fra USA, der vil stjæle opmærksomheden.
- Lander jobvæksten på 150.000 personer eller lavere, kan det udløse ret tunge rentefald på finansmarkederne, vurderer Mathias Dollerup Sproegel.
Økonomer venter ifølge Bloomberg News et noget højere tal, og at der blev skabt 185.000 job uden for landbruget i januar mod 216.000 i december.
.\\˙ MarketWire