Obligationer/middag: Renter fortsætter ned på første dag i uge med fokus på jobtal
Fredagens klare rentefald fortsætter mandag, hvor investorerne fortsat flokkes om den relative sikkerhed i statspapirerne.
Det sker på en dag med få store nøgletal at rette sig efter, mens resten af ugen drypvis vil give nyt om den amerikanske arbejdsløshed.
Midt på dagen ligger renten på den toneangivende tiårige statsobligation således i 1,80 pct., efter et fald på 4 basispoint siden fredag. Her gik obligationsrenten på weekend med et fald på 7 basispoint.
Rentefaldet blev for alvor sat i gang, da tal kerneinflationen i eurozonen fredag viste sig lavere end ventet.
Det øgede troen på en mulig stor rentenedsættelse fra Den Europæiske Centralbank (ECB) ved rentemødet i december og lagde derfor også nedadgående pres på markedsrenterne.
Også den amerikanske storbank JPMorgan tror nu på en rentenedsættelse på 50 basispoint fra ECB i december. Banken lægger den haltende europæiske økonomi til grund for den vurdering.
Mandag har indtil videre budt på tal for den europæiske arbejdsløshed, der forblev uændret på 6,3 pct. i november.
Selv om udviklingen var som ventet blandt analytikere, er det alligevel overraskende, at arbejdsløsheden kan forblive lav i en samtidig skrantende europæisk økonomi, vurderer Erik Bjørsted, cheføkonom i Dansk Metal, i en kommentar.
- Europæisk økonomi humper af sted. Væksten er svag, men alligevel er arbejdsløsheden historisk lav. Det er virkelig overraskende. Men måske hænger det sammen med, at arbejdsgiverne på trods af den svage vækst ikke tør give slip på arbejdskraften af frygt for at mangle medarbejdere, når væksten vender tilbage, lyder vurderingen fra Erik Bjørsted.
Mest opmærksomhed vil de amerikanske ISM-tal for industrisektoren i november dog formentlig få mandag.
Her venter økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News en fremgang til 47,6 fra 46,5 i oktober.
Dermed er der dog også stadig et klart signal om tilbagegang i aktiviteten, da 50 er det neutrale niveau i undersøgelsen.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›