Obligationer/middag: Renterne stiger forud for Powells høring i Senatet

Udgivet den 09-07-2024  |  kl. 11:31  |  

Renterne søger en anelse op tirsdag, der som ventet er en stille dag på det hjemlige marked. Derfor skal handlerne se mod USA for at finde dagens vigtigste begivenheden, når den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, deltager i den halvårlige høring i Senatets bankkomité klokken 16 dansk tid.

- Powells indledende tale er fra tid til anden blevet offentliggjort i løbet af dagen, og det kan også ske i dag, pointerer Jyske Bank i en kommentar.

Renten på den tiårige danske statsobligation ligger tirsdag i 2,53 pct., som er 3 basispoint højere end dagen før.

Fokus i eftermiddagens høring af Powell i Senatet vil vanen tro være på centralbankchefens syn på økonomien og i særdeleshed på udviklingen i inflationen.

Her fremhævede formanden senest i sidste uge på en konference i Portugal, at økonomien udvikler sig i en "disinflationær retning".

- Man har haft nogle mindre gunstige økonomiske data, så jeg tror, at selv om han ikke vil være ekstremt dueagtig, vil han efter min mening være mere dueagtig end høgeagtig, og så må vi se, hvad forbrugerprisindekset bringer, siger Tony Farren, administrerende direktør hos Mischler Financial Group, til Reuters.

Powell deltager onsdag også i en høring i komiteen for finansiel service i Repræsentanternes Hus.

Torsdag kommer der også vigtige tal for udviklingen i forbrugerpriserne i juni, og her spås ifølge Bloomberg News en stigning på månedsbasis med 0,1 pct. mod en flad udvikling i maj.

På årsbasis ses forbrugerprisernes vækst dog at aftage til 3,1 pct. i juni fra 3,3 pct. i maj.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯