Obligationer/middag: Rentestigning forud for amerikansk inflationsrapport
Investorerne på obligationsmarkedet har onsdag handlet renten højere forud for eftermiddagens vigtige forbrugerprisopgørelse fra USA.
Inflationen bliver allerede fulgt nøje, men kan få ekstra fokus i denne omgang. Det skyldes både valget af Donald Trump som USA's næste præsident samt lidt højere inflation end ventet i de to seneste opgørelser.
- De sidste to inflationsrapporter fra USA er kommet ud lidt til den høje side, og derfor vil der nok være en anelse større fokus på inflationstallene, end vi har været vant til på det seneste. Lander inflationen højere end ventet, kan det presse renterne op, skriver Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.
Ved middagstid onsdag ligger renten på den tiårige danske statsobligation i 2,12 pct., som er 4 basispoint højere end ved dansk lukketid klokken 17. Renten fortsatte dog med at kravle yderligere op med 2 basispoint allerede tirsdag.
Også i USA bød tirsdagen på rentestigninger, da amerikanerne vendte retur efter et lukket obligationsmarked mandag i anledningen af Veteran's Day.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg således med 12 basispoint til 4,43 pct. tirsdag.
Udviklingen i forbrugerpriserne for oktober offentliggøres klokken 14.30. Markedet forventer en inflation på 2,6 pct på årsbasis, som er en stigning fra 2,4 pct. på årsbasis måneden inden. Priserne på månedsbasis ses udvikle sig med en uændret fremgang på 0,2 pct.
I september var der en tilbagegang på årsbasis fra 2,5 pct. i august, men det var en skuffelse i forhold til økonomernes spåede 2,3 pct.
Stærke nøgletal fra den amerikanske økonomi og forventningen om en mere inflationær dagsorden fra den kommende præsident i USA, Donald Trump, har den senere tid kørt markedsrenterne opad, og investorerne indregner nu blot en sandsynlighed for en rentesænkning på 0,2 pct.point i USA til december på 55 pct.
Det skal holdes sammen med, at ledelsen i centralbanken i september skrev den ind i sin prognose. Netop fra den kant var meldingen tirsdag, at kun inflationen kan stoppe endnu en lempelse inden nytår.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›