Obligationer/tendens: Fed-meldinger vil næppe skabe postyr
Obligationshandlerne kan fordøje de seneste informationer fra den amerikanske centralbank i nogenlunde ro og mag torsdag morgen. Renterne ser i hvert fald ikke ud til at ville rykke særligt meget på sig fra børsåbningen.
De amerikanske renter bevægede sig godt en del umiddelbart efter meldingerne fra Federal Reserve onsdag aften, men faldt hurtigt til ro i nærheden af udgangspunktet inden rentemeldingen og tæt på niveauet ved dansk børslukketid.
Den toneangivende amerikanske statsobligation - den 10-årige T-bond - ligger torsdag morgen i Asien på 2,89 pct. Det er et enkelt basispoint højere end niveauet ved dansk børslukketid onsdag.
Federal Reserve tog onsdag første skridt til at afvikle sit 85 mia. dollar store månedlige obligations-opkøbsprogram. I første omgang reduceres programmet til 75 mia. dollar om måneden med virkning fra januar, og fremadrettet vil programmet blive gradvist reduceret med ca. 10 mia. dollar af gangen. Neddroslingen vil ske gennem hele 2014.
Centralbankchef Ben Bernanke sørgede dog også for at have godt nyt med til markedet. Rentemeldingerne fra Federal Reserve blev blødt op, sådan at banken nu først venter at løfte renten et godt stykke tid efter, at arbejdsløsheden er gået under 6,5 pct., især hvis inflationen fortsat ligger under bankens mål på 2 pct. Tidligere havde centralbankchef Ben Bernanke og Co. blot indikeret, at renten ville blive holdt tæt på nul, så længe at arbejdsløsheden ligger over 6,5 pct.
- Fed har nu startet neddroslingen af opkøbsprogrammet men fastholder en ekstrem lempelig pengepolitik i meget lang tid fremadrettet. Vi forventer, at neddroslingen først er tilendebragt i 4. kvartal 2014, og at Fed tidligst hæver renten i midten af 2015, skriver chefstrateg i Spar Nord Christian Mose Nielsen i en kommentar.
Herhjemme lukkede renten på den 10-årige danske statsobligation onsdag uændret i 1,88 pct.
I eftermiddag rettes fokus atter mod USA, hvor der offentliggøres de ugentlige tal for nytilmeldte ledige og desuden tal for salget af eksisterende boliger. Der ventes 335.000 nye ledige i sidste uge mod 368.000 ugen før. Salget af eksisterende boliger ventes at falde 2 pct. i november fra oktober. Endelig kommer der erhvervstillidsindikator fra Philadelphia Fed, som ventes af afspejle centralbankens vurdering af, at økonomien er kommet i bedre form. Aktivitetsindekset ventes at være steget til 10,0 fra 6,5.
Alle estimater er indsamlet af Bloomberg News.
/ritzau/FINANS
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk