Obligationer/tendens: Rolig åbning i sigte efter dag med rentefald

Udgivet den 14-10-2021  |  kl. 07:10  |  

Højere end ventede amerikanske inflationstal og et referat fra den amerikanske centralbank med en skærpet tone satte sine spor på obligationsmarkedet onsdag.

Den fortsat høje inflation i USA fremrykkede onsdag spekulationerne om renteforhøjelser i USA. Og det underbyggede referatet fra det seneste rentemøde i Federal Reserve ret klart, da medlemmerne af rentekomitéen pegede på pengepolitiske stramninger til november eller december.

Og at en renteforhøjelse er på trapperne - måske allerede til sommer.

- Investorerne har nu fuldt indregnet en renteforhøjelse i september 2022, og investorerne ser cirka 50 pct. sandsynlighed for en renteforhøjelse i sommeren 2022 - det vil sige samtidig med, at Federal Reserve afslutter nedtrapningen af obligationsopkøbene. Til gengæld har investorerne trukket i land, i forhold til hvor mange gange Fed i alt kommer til at hæve renten, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er makroanalytiker i Sydbank, i en kommentar.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 4 basispoint til 1,54 pct. onsdag, men torsdag morgen stiger renten til 1,55 pct. på markedet i Tokyo. Det er 1 basispoint under renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede onsdag.

Herhjemme faldt renten på den toneangivende tiårige statsobligation med 4 basispoint til 0,13 pct. onsdag.

I Sydbank regner Mathis Dollerup Sproegel med en åbning på obligationsmarkedet med stort set uændrede renter.

I eftermiddag kommer der tal fra den anden side af Atlanten med nytilmeldte ledige i sidste uge samt amerikanske producentpriser.

- Antallet af nytilmeldte ledige i USA faldt i sidste uge til tæt ved det laveste niveau i år. Et yderligere fald trækker i retning af lidt højere renter. Det samme gør overraskende høje producentpriser fra USA, vurderer Sydbanks makroanalytiker.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder