Obligationer/tendens: Rolig start i vente med fokus på IMF og vækst

Udgivet den 31-01-2023  |  kl. 07:00  |  

Eurozonens vækst, eller mangel på samme, er blandt tirsdagens fokuspunkter på obligationsmarkedet herhjemme, hvor der umiddelbart er lagt op til en stille åbning med omtrent uændrede renter.

De amerikanske renter har ikke gjort meget væsen af sig siden dansk børslukketid mandag, og dermed tyder meget på, at de danske renter vil åbne tæt på, hvor de sluttede mandag. Her endte renten på den tiårige danske statsobligation i 2,50 pct. efter en rentestigning på 6 basispoint.

IMF HÆVER VÆKSTSKØN

I natten løb har Den Internationale Valutafond, IMF, offentliggjort en ny prognose for den globale økonomi, hvor forventningerne til den globale vækst i 2023 er blevet justeret op til 2,9 pct. fra 2,7 pct.

- Det er godt nyt. Vi skal dog midt i opjusteringen huske på, at væksten stadig er på vej ned i gear. Det er og bliver en væsentligt mere udfordret tid, hvor høj inflation, en kraftig stramning af pengepolitikken og Ruslands krig i Ukraine tynger væksten. Men situationen er siden sidst ikke decideret forværret, og det giver anledning til den her opjustering, skriver cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank i en kommentar.

IMF venter endvidere, at inflationen globalt falder til 6,5 pct. i 2023 fra 8,8 pct. i 2022 - og yderligere til 4,3 pct. i 2024.

VÆKSTTAL FRA EUROZONEN

Dagens vigtigste nøgletal i Europa er en første opgørelse af BNP-væksten i eurozonen, der offentliggøres kl. 11. Markedsdeltagerne fik allerede de tyske væksttal mandag, og inden det samlede tal for eurozonen offentliggøres tirsdag morgen både de franske og italienske BNP-tal.

Ifølge Bloomberg News estimerer analytikerne et fald i eurozonens BNP på 0,1 pct. på kvartalsbasis, men dog en vækst på 1,7 pct. på årsbasis.

Fra USA kommer der tal for udviklingen i forbrugertilliden kl. 16 og en opgørelse af udviklingen i boligpriserne kl. 15. Det er også tirsdag, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, indleder sit todages rentemøde, der i morgen, onsdag ventes at føre endnu en renteforhøjelse med sig - men i denne omgang dog kun på 25 basispoint efter forhøjelsen på 50 basispoint på det seneste møde i december.

HØGE ELLER DUER

Spændingen drejer sig mere, om rentemeldingen vil indeholde høgeagtige hyl eller dueagtig kurren, og om formand Jerome Powell på det efterfølgende pressemøde vil holde fast i sin stramme kurs.

Federal Reserve hævede sidste år renten syv gange fra omkring nul til 4,25-4,50 pct. I december pegede bankens chefgruppe også på, at renten vil slutte 2023 1,00 pct.point højere i 5,375 pct.

Siden har en lang række af direktørerne fra centralbanken også slået fast, at renten skal over 5,00 pct. og blive der i en længere periode, indtil man er helt sikre på, at prisstigningerne er på vej ned mod målet om en kerneinflation på 2,0 pct. om året.

Investorerne satser imidlertid, målt på handelen med rentefutures, på, at renten vil toppe i 4,93 pct. til juni, inden den igen vil blive sat ned til 4,51 pct. inden nytår.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯