Obligationer/tendens: Stabile eller lidt højere renter forude

Udgivet den 16-08-2023  |  kl. 07:26  |  

Der er ikke udsigt til væsentlige ændringer i renten på de tiårige danske statsobligationer, når markedet åbner onsdag formiddag.

Men en mindre stigning kan forekomme, hvis de europæiske renter følger slavisk i forsporene af de amerikanske, der har svinget en smule siden dansk lukketid tirsdag, og en overvejende del af udsvingene er foregået på topsiden.

- Vi vurderer, at det danske obligationsmarked åbner med stort set uændrede renter, skriver seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank i en kommentar onsdag morgen.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation endte tirsdag med en stigning på 2 basispoint i 4,21 pct.

Onsdag morgen forrentes den tiårige T-bond med 4,20 pct. på markedet i Tokyo, hvilket er omkring 2 basispoint højere, end da det danske marked lukkede tirsdag eftermiddag.

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme lukkede i 2,94 pct., hvilket var 3 basispoint højere end slutniveauet mandag.

Der er en del økonomiske nøgletalsdata at forholde sig til i dagens løb.

Fra eurozonen offentliggøres den første opgørelse af BNP-væksten i andet kvartal og også regionens industriproduktion bliver lagt frem.

Fra USA er der påbegyndt boligbyggeri og byggetilladelser, samt industriproduktion og kapacitetsudnyttelse.

Men dagens mest interessante begivenhed er mødereferatet fra den seneste pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Markedsdeltagerne vil zoome ind på, om der var stor enighed blandt renteudvalgets medlemmer om at fortsætte med rentestramningforhøjelser i den kommende tid.

- Hvis det er tilfældet, kan renterne blive presset op, vurderer Mathias Dollerup Sproegel.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯