Obligationer/tendens: Stilstand fra åbningen

Udgivet den 18-03-2014  |  kl. 07:32  |  

Det tegner til en neutral åbning på det danske obligationsmarked tirsdag oven på en mandag, hvor der blev gjort op med den seneste tids tendens til faldende renter. Selvom krisen på Krim, som har trukket renterne ned, stadig har markedets opmærksomhed, er renterne så småt begyndt at trække opad igen.

Indtil videre ser der ikke ud til at være meget mere i den bevægelse. Den 10-årige amerikanske rente ligger tirsdag morgen i 2,68 pct. - et basispoint højere end niveauet ved dansk børslukketid mandag. Dermed tegner det til en neutral åbning herhjemme, hvor den 10-årige rente mandag endte i 1,58 pct.

Fokus er på investortilliden i Tyskland ifølge ZEW-indekset, som ventes at vise en bedring i vurderingen af den nuværende situation, men et fald i forventningsindekset. Konsensus er ifølge Bloomberg News en stigning i indekset for den nuværende situation til 52,0 i marts fra 50,0 måneden før, men et fald det fremadskuende indeks til 52,0 fra 55,7 i februar. Sidstnævnte er faldet de seneste to måneder.

Fra USA kommer der tirsdag tal for forbrugerpriserne, som ventes at være steget med 1,2 pct. på årsbasis i februar. Holder det stik, vil det ikke kunne ændre på forventningerne om, at den amerikanske centralbank på onsdagens rentemøde vil reducere de månedlige obligationsopkøb yderligere.

Mandag skuffede erhvervstillidsindekset Empire Manufacturing godt nok med en beskeden stigning til 5,61 i marts mod ventet 7,00. Men til gengæld var der stærke data fra industrien, hvor produktionen i februar steg med 0,6 pct. måned til måned, hvilket var et godt stykke mere end de ventede 0,2 pct. Og måneden før blev produktionen oprevideret til et fald på blot 0,2 pct. mod tidligere et fald på 0,3 pct.

Det ellers så vigtige boligmarked blev mandag til dels ignoreret, efter at det amerikanske boligmarkedsindeks fra National Association of Home Builders, NAHB, viste et plus på 47 mod de ventede plus 50. Der var dog tale om en lille stigning fra måneden før, hvor indeksnålen pegede på 46.

Fra nøgletalsfronten byder tirsdagen desuden på tal for påbegyndt boligbyggeri og byggetilladelser fra USA. Onsdag er det beslutningerne fra FOMC-mødet, der ses frem til, mens torsdag vil afsløre de ugentlige data for nytilmeldte ledige samt salg af eksisterende boliger og data for de ledende indikatorer.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk