Obligationer/tendens: Tysk stemningsindikator i fokus
Der er udsigt til en rolig åbning af det danske obligationsmarked tirsdag, efter at det mandag startede ugen med marginal rentefald. De amerikanske obligationer har rettet sig en smule i asiatisk handel tirsdag, men handler dog stort set uændret i forhold til niveauet ved dansk børslukketid.
- Hen over natten er de amerikanske renter steget en smule, og vi venter, at det danske obligationsmarked vil åbne næsten uændret, skriver Sydbank i sin morgenberetning.
Herhjemme faldt renten på den toneangivende 10-årige statsobligation mandag med 2 basispoint til 1,78 pct.
Dagens mest interessante nøgletal er det tyske ZEW-indeks, der er en indikator for stemningen blandt aktørerne på de finansielle markeder. Indekset ventes ifølge Bloomberg News at være steget til 54,0 i november, når der ses på forventningsdelen, fra 52,8 måneden før. I forhold til den nuværende situation ventes en stigning til 31,0 fra 29,7 i oktober.
- Da der generelt har været en god stemning på de finansielle markeder i november, forventer vi en mindre stigning i ZEW-indekset. Det skyldes ikke mindst, at den økonomiske vækst i Tyskland var som ventet, samt at den amerikanske økonomi ikke lader til at have været voldsomt ramt af nedlukningen af den offentlige sektor i oktober, skriver Sydbank.
Den 10-årige amerikanske T-bond handler tirsdag morgen i Asien i 2,68 pct., hvilket er 1 basispoint højere end slutniveauet i USA mandag. I den amerikanske handel mandag faldt renten på papiret knap 4 basispoint.
Mandagens rentefald var understøttet af forventninger om, at Federal Reserve vil fortsætte med sine obligationsopkøb i noget tid endnu og fortsætte sin lempelige politik, når Janet Yellen forventeligt overtager formandsstolen i banken fra Ben Bernanke, som stopper i januar 2014.
Selv om der i starten af det nye år ventes en påbegyndelse af nedtrapningen af de store månedlige obligationsopkøb, vurderer markedet, at Yellen vil sikre, at stimulus ikke fjernes for hurtigt.
- Folk venter en begyndende nedtrapning startende sandsynligvis i januar eller lidt senere. Som et resultat tror jeg ikke, at markedet vil være særligt volatilt, siger Ali Jalai, handler hos Scotiabank, til Bloomberg News.
Ben Bernanke ventes i en tale tirsdag at tale i favør for en fortsættelse af de månedlige obligationsopkøb, som aktuelt ligger på 85 mia. dollar om måneden. Onsdag offentliggør den amerikanske centralbank i øvrigt referatet fra det seneste rentemøde i banken 29-30. oktober.
Handlere ser en 88 pct. chance for, at Federal Reserve vil fastholde sin ledende rente på det nuværende niveau frem til december 2014, sammenlignet med et odds på 77 pct. for en måned siden. Det viser data indsamlet af Bloomberg News.
/ritzau/FINANS
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk