Obligationer/tendens: USA-renter peger opad
Det tegner til små rentestigninger, når det danske obligationsmarked åbner onsdag morgen. De amerikanske renter steg en anelse tirsdag, hvor der atter var fokus på den amerikanske centralbanks planer for en neddrosling af de månedlige obligationsopkøb på 85 mia. dollar.
Centralbankchef Ben Bernanke talte sent tirsdag, hvor han konstaterede, at renten kan forblive nul i en væsentlig periode, efter at banken har droslet ned for obligationsopkøbene. I det hele taget virker Bernanke ikke til at have travlt med at tage stimulus af bordet.
- Bernanke understreger, at hvis jobmarkedet fortsætter forbedringen og inflationen bevæger sig op mod 2 pct., vil Fed sandsynligvis aftrappe opkøbene. Han nævnte dog samtidigt, at de seneste jobrapporter har været noget skuffende. Det tyder således ikke i retning af, at de har specielt travlt med at aftrappe opkøbene. Det tyder efter vores vurdering fortsat i retning af aftrapningen starter i marts, skriver makroanalytiker i Jyske Bank Kim Fæster i en kommentar.
Næste vigtige punkt på dagsordenen bliver referatet af centralbankens seneste rentemøde den 29. og 30. oktober.
Derudover kommer der en lang stribe amerikanske nøgletal, herunder udviklingen i detailsalget og forretningslagrene samt salget af eksisterende boliger. Især detailsalget vil komme under lup. Det ventes at være steget 0,1 pct. i oktober efter et fald på 0,1 pct. i september. Herhjemme spår Sydbank dog en negativ overraskelse, og et uændret detailsalg på grund af det politiske dødvande i USA har skabt usikkerhed om den fremtidige finanspolitik.
Den toneangivende amerikanske statsobligation - den 10-årige T-bond - handler onsdag morgen i Asien til en rente på 2,72 pct. Det er 3 basispoint mere end niveauet ved dansk børslukketid tirsdag.
Renten på den toneangivende danske 10-årige statsobligation, 1,5 pct. 2023, steg tirsdag med 2 basispoint til 1,80 pct. I Tyskland steg renten med 3 basispoint til 1,71 pct.
Stigningen kom på trods af, at OECD sænkede sine estimater for den globale vækst i 2013 og 2014 til 2,7 pct. og 3,6 pct. fra tidligere 3,1 pct. og 4 pct.
Der kommer onsdag også referat af det seneste rentemøde i Bank of England. I Portugal sælges korte statspapirer med en løbetid på tre måneder samt et år. Også det amerikanske finansministerium holder auktion over 10-årige inflations-sikrede papirer for 13 mia. dollar.
/ritzau/FINANS
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk