Obligationer/åbning: Stilhed før nøgletalsstormen

Udgivet den 03-07-2024  |  kl. 08:59  |  

Det danske obligationsmarked er åbnet på fredelig vis onsdag forud for en større omgang nøgletal i dagens løb.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation indleder dagen uændret i 2,59 pct.

Dagens nøgletalsstorm byder blandt andet på nyt om de europæiske producentpriser samt et frisk indblik i tilstanden på det amerikanske jobmarked.

Det tætpakkede program af nøgletal vil i dagens løb blive afbrudt af indslag fra den portugisiske by Sintra, hvorfra Den Europæiske Centralbank denne uge holder sin årlige konference.

På talerstolen i dagens løb er blandt andet centralbankchef Christine Lagarde og John Williams, der er chef for New York-afdelingen af den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og fra samme kant venter i aften referatet fra seneste rentemøde.

NYT OM USA'S JOBMARKED

I formiddag offentliggøres udviklingen i producentpriserne i eurozonen for maj. Her er ventet et fald i priserne på 4,1 pct. på årsbasis og et dyk på 0,1 pct. på månedsbasis. Prisfaldene står dermed til at aftage, efter at de i april lød på henholdsvis 5,7 og 1,0 pct.

Dagens vigtigste nøgletal er den amerikanske ADP-jobrapport for det private jobmarked, der offentliggøres klokken 14.15. Tallet kan nemlig give en forsmag på den officielle jobrapport fra USA, der offentliggøres fredag.

Rapporten ventes at vise en jobskabelse i den private sektor på 165.000 i juni fra 152.000 måneden før.

Kort tid efter fremlægges den ugentlige opgørelse af nytilmeldte ledige i USA, der ventes at være tiltaget en spids til 235.000 fra 233.000 måneden før.

- Viser arbejdsløshedstallene i dag svaghedstegn, kan det give rentefald og en svækket dollar. Det øger nemlig sandsynligheden for, at den amerikanske forbundsbank sænker renten i september, vurderer Kim Blindbæk, der er seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.

Senere onsdag offentliggøres det amerikanske ISM-indeks for servicesektoren. Her er ventet en tilbagegang til 52,6 i juni fra 53,8.

Desuden byder dagen på endelig opgørelser af temperaturmålingerne blandt indkøbscheferne i USA, nyt om fabriksordrerne samt ordreindgangen af varige goder.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯ 

Seneste nyheder