OECD langer ud efter Danmark: For få kvinder i topledelser og bestyrelser
Der er for få kvinder i danske topledelser og bestyrelser, og der er lang vej endnu, hvis EU-målsætningen for 2026 skal indfries.
Det skriver Bloomberg News, der henviser til dugfriske tal fra OECD, der dækker over Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling.
Blot 21 pct. af bestyrelsesmedlemmerne i store danske virksomheder er kvinder, og dermed er der lang vej op til EU's mål om mindst 40 pct. inden 2026.
- Med den nuværende hastighed vil Danmark ikke nå målet før 2036, skriver OECD, der i samme ombæring opfordrer til at overveje kønskvoter, som man har benyttet sig af i lande som Norge og Frankrig.
Danmark rangerer som nummer tre på EU's indeks for kønslighed, men ifølge OECD afspejles det ikke i erhvervslivets top.
I den finansielle sektor vil Sydbanks topchef Karen Frøsig snart gå på pension, og det betyder samtidig et farvel til den eneste kvindelige bankdirektør blandt de store banker.
I det danske eliteindeks, C25, er der to kvindelige topchefer blandt de i alt 24, der er at finde i indekset. Britt Meelby Jensen står i spidsen for Ambu, mens Ester Baiget er øverste chef for Novozymes, der snart fusionerer med branchefællen Chr. Hansen.
.\\˙ MarketWire
Tags: macro❯