OECD skruer lidt op for forventninger til verdensøkonomien

Udgivet den 25-09-2024  |  kl. 11:03  |  

Væksten i den globale produktion har vist sig at være robust, og inflationen fortsætter sin nedadgående kurve.

Det skriver den rådgivende økonomiske samarbejdsorganisation OECD i sin seneste prognose, som er blevet udgivet onsdag.

OECD forventer nu, at verdensøkonomien vokser med 3,2 procent i 2024, hvilket er et mulehår mere end i den seneste prognose i maj. Her lød forventningen på 3,1 procent.

Også i 2025 forventer OECD, at den globale økonomi vokser med 3,2 procent. Det er samme niveau som i prognosen fra maj.

Spørger man Allan Sørensen, som er cheføkonom i Dansk Industri, er en vækst på over tre procent godkendt dog uden at være prangende.

Men væksten er langt fra jævnt fordelt. Mange af de markeder, som danske virksomheder eksporterer til, har det svært.

- De danske eksportmarkeder vokser langsommere end verden samlet set. Danske virksomheder har en stor eksponering i forhold til de europæiske markeder, hvor væksten fortsat er meget behersket, skriver Allan Sørensen i en kommentar til OECD's prognose.

Særligt det tyske marked har det svært. I 2023 gik den tyske økonomi tilbage med 0,1 procent, mens landet må nøjes med en vækst på 0,1 procent i år ifølge OECD's prognose.

Tyskland er blandt de største eksportmarkeder for danske virksomheder.

I 2023 blev der eksporteret varer og tjenester til nabolandet for 232,5 milliarder kroner, hvilket svarede til 12,2 procent af Danmarks samlede eksportindtægter. Det viser tal fra Udenrigsministeriet.

- Det er især de tyske vækstproblemer, som skaber udfordringer for mange danske eksportvirksomheder, skriver Allan Sørensen.

- De seneste tal for erhvervstilliden i Tyskland peger ikke på starten af et tysk væksteventyr. Tværtimod, så afspejler erhvervstilliden mere en krisestemning end godt humør, lyder det videre.

I 2025 forventer OECD, at tysk økonomi igen vil begynde at bevæge sig frem med en vækst på én procent.

Økonomien i euroområdet vil ifølge OECD vokse med 0,7 procent i 2024. Væksten tager til i 2025, hvor organisationen forventer en vækst på 1,3 procent. Det er dog 0,2 procentpoint mindre, end OECD forventede i maj.

Inflationen ventes fortsat at have pil ned. I 2025 forventer OECD, at inflationen igen vil være omkring målsætningen i de fleste G20-lande, lyder det.

OECD blev oprettet i 1961 for at styrke verdensøkonomien og verdenshandlen.

Oprindeligt var OECD et samarbejde mellem USA, Japan, de vesteuropæiske lande samt Canada, Australien og New Zealand. I dag er en række nyere EU-lande samt enkelte latinamerikanske lande også medlem af organisationen.

OECD har i dag 38 medlemslande.

/ritzau/

Redaktion

Tags:  macro❯