Olieprisen stiger en smule, men fortsat udsigt til fald

Udgivet den 13-01-2016  |  kl. 09:24  |  

Olieprisen er steget marginalt siden lukningen tirsdag aften, men flere tror fortsat på fald.

Onsdag morgen ligger futuresprisen på en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, 0,3 pct. højere end tirsdag i 30,95 dollar. Den er dog faldet konstant hver eneste handelsdag i år. På sidste handelsdag i 2015 kostede en tønde Brent 37,28 dollar. Faldet i år på 18 pct. er det største fald siden 2009, oplyser Bloomberg News.

EIA NEDJUSTERER PRISSKØN

Tirsdag eftermiddag nedjusterede det Internationale Energiagentur, EIA, sine prisudsigter for 2016 og 2017 og Citigroup venter en oliepris på 20 dollar.

EIA ser nu en gennemsnitlig oliepris i 2016 på 38,54 dollar - det er en nedjustering på 24 pct. Agenturet venter et fald i den amerikanske olieproduktion på 700.000 tønder dagligt i år og yderligere 270.000 tønder i 2017. I sidste uge var den gennemsnitlige daglige produktion 9,2 mia. tønder.

20 DOLLAR ELLER LAVERE

Citigroup vurderer at 20 dollar er sandsynlighed.

- 20 dollar er noget man skal tale om, siger chefen for råvareanalyse i Citigroup Ed Morse ifølge Bloomberg News, og tilføjer:

- Når man har set et fald på 10 dollar og WTI-olie handler kun lige over 30 dollar, så er sandsynligheden (for et yderligere fald, red.) rimelig stor.

Han vurderer dog også, at oliemarkedet ikke kan fastholde en oliepris under 30 dollar meget længe, men spørgsmålet er hvor længe.

Udover Citigroup ser Morgan Stanley også fortsat fald i olieprisen. Og det gør britiske Standard Chartered også. Briterne kan endda se olieprisen falde til 10 dollar for en tønde - et niveau, der ikke er set siden november 2001 ifølge CNNMoney. CNNMoney rapporterer også, at Royal Bank of Scotland ser en oliepris på 16 dollar som sandsynlig.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Natural Resources❯ 

Relaterede nyheder