Oliepriser falder efter usikkerhed om juni-møde

Udgivet den 03-06-2020  |  kl. 13:10  |  

Et planlagt møde i starten af juni mellem Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, og dets allierede, kendt som Opec +, hvor olielandene skulle diskutere en forlængelse af reduktionen i olieproduktionen, er kommet i fare.

Det får oliepriserne til at tage et dyk nedad onsdag middag.

Det er angiveligt Rusland og Saudi-Arabien, der ikke vil mødes, hvis ikke alle andre lande i aftalen overholder deres del. Herunder lande som Irak og Nigeria.

Ifølge Bloomberg mistænker Rusland og Saudi-Arabien nemlig andre oliestater for at snyde med reduceringen af deres produktion.

Det får prisen på den europæiske referenceolie, Brent, til at falde til 39,32 dollar, efter prisen tidligere på dagen var over 40 dollar for første gang siden marts.

I april landede olielandene en aftale om at skære samlet 10 mio. tønder olie i produktion i maj og juni.

Mødet, der nu er sået tvivl om vil blive holdt i juni, skulle give klarhed over, om perioden med den begrænsede produktion skulle forlænges - i første omgang så den også gjaldt i juli.

Klokken 12.00 tog også den amerikanske referenceolie, WTI, et dyk ned til 36,66 dollar, efter at have været oppe i 37,52 dollar.

/ritzau/FINANS

Nikolaj Schou Kesting

Tags:  Natural Resources❯ 

Relaterede nyheder