Onsdagens aktier: Demant banket til bunds efter nedjustering - Novo og Zealand ramt

Udgivet den 17-07-2024  |  kl. 17:04  |  
Arkiv: Foto

Demant fik prygl af investorerne onsdag, hvor høreapparatproducenten blev straffet for en markant nedjustering efter en svag udvikling i flere divisioner.

Det fik analytikerkorpset op ad stolen, og de kvitterede med flere sænkede anbefalinger og skårede kursmål.

Også i det samlede danske C25-indeks var stemningen særdeles negativ, og eliteindekset endte 2,1 pct. lavere i 1916,41. Dermed ramte indekset det laveste niveau i over to måneder.

Ifølge Otto Friedrichsen, der er aktiechef hos Formuepleje, var dagens udvikling påvirket af en generel nedtur til techaktier samt nyt fra flere konkurrenter til de danske selskaber. Heriblandt var der positivt fedmenyt fra schweiziske Roche, der rammer både Novo Nordisk og Zealand Pharma.

- Danmark er en lille økonomi, hvor der er få store selskaber, som vægter meget tungt. Novo Nordisk er den største, og derfor påvirker de en del, konstaterer han.

Også nedturen for Demant var med til at trække det samlede indeks ned, mens bryggerierne Carlsberg og Royal Unibrew var blandt de få selskaber, der flød ovenpå.

DEMANT TIL BUNDS EFTER NEDJUSTERING

Demant var suverænt bundskraber onsdag med et fald på 14,8 pct. til 254,40 kr. efter selskabets nedjustering tirsdag aften.

I en meddelelse begrundede Demant sin nedjustering med en svag udvikling i divisionerne Hearing Aids og Diagnostics.

Selskabet har i andet kvartal tabt væsentlige markedsandele inden for den forsikringsdækkede behandling i USA, men fastholder alligevel sine planer og strategi. De tabte markedsandele har fået Demant til at halvere prognosen for organisk vækst til 2-4 pct. fra 4-8 pct. Samtidig er forventningerne til driftsresultatet, EBIT, før særlige poster skåret til 4300-4600 mio. kr. fra 4600-5000 mio. kr.

Nedjusteringen er ikke gået ubemærket hen hos analytikerkorpset.

Hos Nordea er anbefalingen blevet sænket til "hold" fra "køb". I en analyse konstaterede den nordiske storbank, at "det er tydeligt, at Demants nye strategi har ført til en væsentligt mere negativ reaktion fra store betalere".

Hos amerikanske Citi blev nedjusteringen samtidig kaldt for "skuffende og klart negativt".

Børshuset Oddo BHF sænkede hertil anbefalingen til "neutral" fra "outperform" og kursmålet til 318 kr. fra 400 kr.

Deutsche Bank barberede kursmålet mere end 20 pct. til 285 kr. fra 373 kr., men gentog anbefalingen "hold", og norske DNB har skåret kursmålet til 370 kr. fra 400 kr., men fastholdt "køb".

Branchefællen GN endte også i bund med et fald på 6,3 pct. til 176,75 kr.

NOVO NORDISK PRESSET AF KONKURRENT

Novo har onsdag også fået konkurrentnyt fra schweiziske Roche, der har fremlagt positive data fra et studie med en vægttabspille.

Det ramte både Novo og Zealand Pharma, der ellers har nyt godt af medvind til industrien.

Onsdag faldt Novo-aktien 5,3 pct. til 919 kr., mens Zealand smed 8,4 pct. til 856 kr. Også amerikanske Eli Lilly, der sammen med Novo sidder på tronen af markedet, var ramt.

- Investorerne tolker det som om, at Roche melder sig ind i kampen om det marked, som både Novo Nordisk og Eli Lilly sidder på tronen af, siger Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i Sydbank, til Finans.

Novo fik tirsdag aften også negativt nyt i form af nyt fra Holland, hvor sundhedsmyndighederne ikke vil anbefale landets regering at dække udgifterne til fedmemedicin.

BRYGGERIER I TOP

I toppen steg Royal Unibrew 2,1 pct. til 549,50 kr. som en af få aktier i grønt. Også branchefællen Carlsberg endte i plus med 1 pct. til 867 kr.

Aktien blevet løftet til 694 kr. fra 655 kr., og Barclays gentog den positive anbefaling "outperform".

Uden for C25-indekset steg Bang & Olufsen 4,1 pct. til 9,75 kr., efter at elektronikkoncernen har indgået et langvarigt samarbejde med den kinesiske elektronikkæmpe TCL Electronics.

Aftalen skulle ifølge Bang & Olufsen kunne blive "det mest betydende licenspartnerskab", som selskabet har indgået.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:53 Europa/aktier: Stort europæisk aktieindeks i højeste niveau siden 12. juli
17:44 Vestas får sænket kursmål til 228 kr. fra 243 kr. af RBC
17:06 Onsdagens obligationer: Renter faldt lidt tilbage før Nvidia-regnskab og vigtige nøgletal
17:03 Onsdagens aktier: Små fald før regnskab fra Nvidia trods plusser til Demant og Novozymes
16:25 Warren Buffets selskab passerer gylden grænse: Rammer 1000 milliarder dollar i markedsværdi
15:50 Firstfarms nedjusterer: Afgrødeproduktionen og begrænset nedbør udfordrer
15:46 USA/åbning: Foot Locker og Abercrombie falder tungt i fladt marked før Nvidia-tal
15:44 Champions League og koncerter giver Parken flere penge i kassen
15:24 Super Micro Computer udskyder årsrapport: Aktien tager stort dyk
15:09 Parken bekræfter rygter om muligt spillersalg til spansk klub
14:50 Parken bekræfter rygter om muligt spillersalg til spansk klub
14:44 Baltic Dry-indekset stiger 2 pct. onsdag
14:39 Abercrombie & Fitch-aktien dykker på trods af godt regnskab
14:22 Novos Wegovy kan koste sygesikringen i USA tæt på 1000 mia. kr. om året
14:11 USA/tendens: Skarpt fokus på Nvidia og flade futures - Foot Locker presset i formarkedet
13:35 Fynske Banks stigende personaleomkostninger tager en stor luns af overskuddet
13:29 Green Hydrogen Systems har fokus på fremtiden men ser udfordrende marked
13:10 Foot Locker lukker i Danmark for at bane vejen til ny vækst
12:46 Kinesisk Tesla-udfordrer løfter omsætning og indtjening
12:41 Europa/aktier: Lettere positiv stemning anført af Ageas og Elekta