Onsdagens aktier: DSV og Coloplast førte an i dansk aktierevanche - og rekord i NKT

Udgivet den 10-07-2024  |  kl. 17:07  |  
Arkiv: Foto

Medicoselskabet Coloplast og transportkoncernen DSV førte onsdag an, da det danske aktiemarked onsdag fik revancheret sig efter de foregående dages fald.

NKT udmærkede sig også med endnu en kursrekord, og Mærsk-aktierne kom også stærkt igen efter den seneste uges fald.

I C25 var der stigninger i 20 af de 25 aktier, og samlet steg indekset 1,1 pct. til 1980,48 efter et fald på 0,9 pct. tirsdag.

Det brede europæiske Stoxx 600-indeks lå ved dansk børslukketid til sammenligning 0,7 pct. højere efter nedturen på 0,9 pct. tirsdag, hvor der atter kom fokus på det mudrede politiske billede i Frankrig efter weekendens valg.

- Markedet kommer sig en lille smule oven på faldene tirsdag, som faktisk endte med at være en lidt kedelig aktiedag i Europa, efter at der alligevel på en eller anden måde gik lidt fransk valgpanik i den.

- Worst case-scenariet i Frankrig er annulleret, men det er ikke fordi, alternativet er sådan super fantastisk. Det er stadigvæk en omgang mudder, og Europa har rigeligt med andre udfordringer i forvejen, sagde chef for aktiehandel Lars Hytting fra Artha Kapitalforvaltning midt på dagen til MarketWire.

På det tidspunkt var C25-indekset steget 0,7 pct., men stigningen blev udbygget sidst på eftermiddagen.

DSV, som finanshuset Barclays ser som favoritten til at købe det tyske transportselskab DB Schenker, toppede i indekset med en stigning på 2,9 pct. til 1173,50 kr.

POSITIV ANALYSE AF COLOPLAST

Coloplast havde også en god onsdag på børsen med en stigning på 2,5 pct. til 871,20 kr. Danske Bank var på banen med en positiv analyse, hvor anbefalingen af medicoaktien blev løftet til "køb" fra "hold".

Dagen bøg også på flere nyheder relateret til Mærsk. Finanshuset ABG Sundal Collier løftede sit kursmål for aktien til 14.550 kr. fra 12.800 kr.

Derudover opjusterede Mærsks tyske rival Hapag-Lloyd forventningerne til 2024 efter en stærk periode for fragtmængder og rater.

Og onsdag eftermiddag bekræftede Mærsk, at skibet Maersk Sentosa tirsdag morgen blev angrebet i Adenbugten.

Hverken skib eller besætning er kommet til skade, og Maersk Sentosa er fortsat mod sin rejsedestination, oplyste logistikgiganten ifølge Bloomberg News.

Mærsk B steg 1,2 pct. til 11.815 kr.

Uden selskabsspecifikt nyt steg NKT desuden 2,4 pct. til 635,50 kr. Det er den højeste lukkekurs for kabelkoncernens aktie, som i 2024 nu er steget 36,6 pct.

Der var også kursrekord til Zealand Pharma efter et lille plus på 0,1 pct. til 954 kr.

Novonesis var under lup hos finanshuset JPMorgan, der har skruet kursmålet op med mere end 16 pct. til 500 kr. fra 430 kr. Samtidig gentages den positive anbefaling "overvægt".

Aktien faldt imidlertid 0,1 pct. til 428,20 kr., efter at den onsdag morgen var oppe at runde 437,40 kr.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder