Onsdagens aktier: GN strålede mest i positivt C25-indeks

Udgivet den 05-08-2020  |  kl. 17:05  |  
Vestas - vindmøller på havet

En let positiv stemning prægede det danske aktiemarked onsdag, hvor GN endte som dagens helt store vinder med en stigning på 3,1 pct. til 394,60 kr.

Det skete i et C25-indeks, der samlet set steg 0,3 pct. til 1438,21.

Efter to handelsdage med større udsving var der onsdag mere rolige toner, hvor markedet fulgte den internationale udvikling.

- Generelt i Europa er der små plusser over hele linjen, og vi følger trop i dag, hvor vi hverken over- eller underperformer. Det er affødt af stigninger i USA tirsdag og stigninger i Asien tidligere onsdag, og så har vi også fået en positiv åbning i USA, så det trækker os lidt op, siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør i Sydbank, til Ritzau Finans.

GN OP OG DEMANT NED

Mens GN endte i toppen af C25-indekset onsdag, måtte konkurrenten Demant nøjes med en stigning på 0,5 pct. til 191,70 kr.

Udviklingen hang formentlig sammen med en analyse fra det schweiziske finanshus Credit Suisse.

- I går undrede vi os lidt over det store fald til høreapparataktierne, og det har vi så i dag fået lidt af forklaringen på, fordi Credit Suisse har skrevet på begge aktier. Det forklarer i hvert fald stigningen for GN i dag, konstaterer Ole Kjær Jensen.

I analysen blev anbefalingen af GN-aktien nemlig løftet til "outperform" fra "underperform", og kursmålet fik samtidig et gevaldigt løft til 420 kr. fra 290 kr.

Credit Suisse valgte modsat at sænke anbefalingen af GN's rival på høreapparatmarkedet Demant til "underperform" fra "neutral".

Nordea løftede desuden kursmålet for GN-aktien til 426 kr. fra 408 kr. Anbefalingen "køb" blev gentaget.

Vestas fik onsdag skåret anbefalingen hos Carnegie til "hold" fra "køb". Kursmålet blev sat til 870 kr.

ABG Sundal Collier løftede sit kursmål for Vestas-aktien betragteligt, da finanshuset skruede op med 26 pct. til 910 kr. fra 720 kr. Anbefalingen af aktien blev fastholdt på "køb".

Vestas-aktien steg med 1,9 pct. til 842,40 kr.

Ud på eftermiddagen meddelte Lundbeck, at selskabet stopper sit fase 2-studie med midlet LU AF11167 til behandling af patienter med skizofreni.

Begrundelsen for afbrydelsen er, at forsøget ikke ventes at kunne fremvise statistisk signifikante resultater i forhold til formålet.

Lundbeck-aktien tog sig kortvarigt et ordentligt dyk efter nyheden, men endte 0,7 pct. højere i 234,30 kr.

OPJUSTERING OG TERMINAL-INTERESSE

Uden for C25 var der flere nyheder blandt sidepapirerne.

Cirka en time før markedets lukning meddelte Hartmann, at selskabet opjusterer forventningerne til hele året.

Æggebakkeproducenten venter nu en omsætning på 2,5 til 2,7 mia. kr. mod tidligere 2,4 til 2,6 mia. kr. - justeret for hyperinflation.

Overskudsgraden (EBIT-marginen) før særlige poster og justering for hyperinflation ventes nu at ramme 15-18 pct. mod tidligere ventet 12-15 pct.

Det er anden gang i år, at Hartmann opjusterer. Aktien endte dagen 8 pct. højere til 487 kr.

Rederiet DFDS er gået på opkøbsjagt i Italien, hvor det vil købe driftsrettighederne til en terminal for at styrke den sydeuropæiske forretning.

Det skrev Bloomberg News.

Det er en koncessionsaftale på 25 år til Europa Multipurpose Terminal EMT i byen Trieste i det nordøstlige Italien, som DFDS forhandler om, skrev nyhedsbureuaet.

DFDS-aktien steg 0,4 pct. til 199,80 kr.

BANKER MED REGNSKABER

Først på dagen fremlagde Ringkjøbing Landbobank regnskab. Banken havde fremgang i nettorenteindtægterne i første halvår, men øgede nedskrivninger og et fald i beholdningsresultatet har medført et fald i indtjeningen før skat.

Bankaktien sluttede onsdag med et fald på 1,0 pct. til 477,50 kr.

Bankkollegaen Djurslands Bank var også regnskabsaktuel onsdag, hvor regnskabet viste, at coronakrisen har kostet dyrt.

Banken nedskrev i første halvår for samlet 33,9 mio. kr., hvoraf de 23,5 mio. kr. kan relateres til coronakrisen. Det kan ses i forhold til tilbageførsler i første halvår 2019 på 4,7 mio. kr.

Aktien endte dagen 0,8 pct. lavere i 236 kr.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder