Onsdagens aktier: Grønne aktier sendt i hullet efter Trumps sejr

Udgivet den 06-11-2024  |  kl. 17:05  |  
Pandora

Udsigten til fire år med Donald Trump som præsident blev en våd klud i hovedet på investorerne hos C25-indeksets grønne duo; Ørsted og Vestas.

Novo Nordisk leverede onsdagens mest imødesete regnskab, der indledningsvist sendte medicinalkæmpen til tops i C25-indekset, men bekymringer om væksten til næste år trak aktien lidt tilbage igen.

Pandoras aktie blev tynget efter sit regnskab for tredje kvartal, hvor høje sølvpriser nu kræver større besparelser hos smykkeproducenten.

- Ude i Europa har de tabt pusten. Vi er gået noget tilbage efter at have været i plus i mange indeks. USA klarer sig dog godt. Det hænger nok sammen med valget af Trump, der jo har nævnt told over for både Europa og Kina, udtaler Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.

- Det spøger lidt i horisonten, hvad der helt præcist kommer. Man er også spændt på, hvordan det eventuelt kan ramme europæisk økonomi, fortsætter senioraktierådgiveren.

Samlet set endte C25-indekset med et fald på 2,1 pct. i 1843,29, der er det største fald siden 5. august.

NOVOS WEGOVY-SALG IMPONERER

Novo Nordisk startede onsdagen med lyn og torden og en stigning på mere end 8 pct., men slutfacit blev dog en mindre stigning på 0,6 pct. i 749,50 kr.

Medicinalgigantens regnskab for tredje kvartal vidnede om en stærk efterspørgsel på vægttabsmidlet Wegovy, men til gengæld et lidt svagere end ventet samlet salg.

Et brat fald for Novo-aktien satte ind onsdag eftermiddag, da ledelsen på den efterfølgende telekonference vurderede, at salgsvæksten baseret på matematik kan lande i "high teens" til næste år.

De seneste analytikerestimater indsamlet af Novo viser, at analytikerne venter en salgsvækst på 20,8 pct. næste år.

Hos Sydbank vurderede Søren Løntoft Hansen, at det netop er 2025-regnestykket, der sendte Novo-aktien ned.

Fedmekollegaen Zealand Pharma var med et plus på 3,6 pct. til 857 kr. i hopla onsdag.

Biotekselskabet, der aflægger regnskab torsdag, har ifølge Bloomberg News præsenteret positive data med sin fedmekandidat Petrelintid, der i moderate doser kun har vist begrænsede bivirkninger.

Generelt var sundhedssektoren godt kørende med en fremgang på 3,7 pct. til 919 kr. for Coloplast, der var aktuel tirsdag med sit forskudte årsregnskab.

ØRSTED OG VESTAS I STRID MODVIND

Udsigten til fire år med republikaneren Donald Trump i Det Hvide Hus lagde onsdag et mægtigt pres på C25-indeksets grønne aktier Vestas og Ørsted.

- De grønne aktier har det rigtigt svært. De falder på den usikkerhed, der opstår på området, udtaler Martin Munk med hensyn til usikkerheden efter valget af Trump, der tidligere har udtrykt sig kritisk over for vindmøller.

Ørsted dykkede 12,8 pct. til 366 kr., og Vestas faldt 12,8 pct. til 104,05 kr.

A.P. Møller-Mærsk padlede ligeledes rundt i bunden af C25 med et fald for B-aktien på 6,4 pct. til 10.725 kr.

Nedturen skyldes ifølge Martin Munk den hårde retorik med trusler om øgede tariffer og toldbarrierer, som Donald Trump har ført over for Kina, hvilket kan hæmme samhandlen i verden.

PANDORA PRESSET AF HØJE SØLVPRISER

Pandora faldt 1,7 pct. til 1041,50 kr. efter et regnskab, der i store træk landede inden for linjerne, men til gengæld varslede smykkekoncernen, at høje sølvpriser vil kræve en spareøvelse.

Topchef Alexander Lacik har ingen nærmere detaljer om besparelserne, fortæller han til MarketWire og peger i stedet på februar og årsregnskabet, hvor han regner med at kunne sætte flere ord på dem.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:59 GN sænker vækstprognosen for 2024
17:54 Europa/lukning: Trumps valgsejr gjorde ondt på grønne aktier og biler
17:52 GN sænker vækstprognosen for 2024
17:27 Genmabs guldæg sørger for fortsat vækst og oppræcisering
17:16 Vestas tog ugens kurslussing nummer to efter Trump-sejr
17:05 Onsdagens aktier: Grønne aktier sendt i hullet efter Trumps sejr
17:00 Onsdagens obligationer: Rentefald på vækstbekymringer efter Trump-sejr
15:40 USA/åbning: Banker og Tesla stryger til tops efter Trumps sejr
15:27 Mærsks kommende tyske partner køber 24 containerskibe for 4 mia. dollar
14:27 USA/tendens: Trump-sejr sender S&P 500 og Dow Jones på rekordjagt
14:19 Novo-aktien falder i forbindelse med telekonference for analytikere
13:47 Europa/aktier: Investorer hilser Trump-sejr velkommen med aktiestigninger
12:16 USA: Grønne energiaktier dykker i formarkedet efter Trump-sejr
12:07 Trump som præsident kan betyde færre rentenedsættelse i USA på sigt vurderer strateg
11:58 Obligationer/middag: Renten sætter sig inden tale fra Lagarde og efter Trump-sejr
11:49 Vestas: Oversigt over analytikernes ændringer efter skuffende kvartalsregnskab
11:41 Pandoras regnskab overskygges af spareplan på grund af højere priser på sølv og guld
11:33 Aktier/middag: Tro på valgsejr til Trump tynger Ørsted og Vestas i næsten fladt C25
11:11 Ambu får sænket kursmål til 125 kr. fra 140 kr. af Danske Bank efter skuffende regnskab
10:40 Tesla tromler frem i formarkedet på udsigt til Trump-sejr