Onsdagens aktier: Nordea blev topscorer efter flytteplaner

Udgivet den 06-09-2017  |  kl. 17:06  |  
Arkiv: Foto

Nordea endte onsdagen øverst i C20 Cap-indekset, efter at banken umiddelbart inden børslukketid annoncerede sine planer om at flytte sit hovedsæde til Finland, på en dag hvor eliteindekset faldt med 0,8 pct. til 1158,03.

Aktien for den skandinaviske storbank sluttede med en stigning på 1,7 pct. til 83,25 kr.

- Det mindsker Nordeas kapitalkrav at flytte hovedsædet fra Stockholm til Helsinki, så det bliver aktien belønnet for, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank.

De danske aktier fulgte med faldet i eliteindekset ikke den generelle tendens i Europa, hvor flere store børser oplevede stigninger i løbet af onsdagen.

- Vi følger ikke helt tendensen i Europa, og det hænger sammen med, at der er nogle kursfald på nogle af de tungere drenge, Danske Bank og også Jyske Bank.

- Jyske Bank kan vi forklare med denne her post aktier, som tirsdag blev placeret af BRF. Det er ikke unormalt, at man ser, at en aktie bliver presset dagen efter en placering. Det er lidt tankevækkende at se, at Danske Bank sætter sig med 1,9 pct., for når man kigger ud i Europa, ligger banksektoren ellers lidt op, siger Martin Munk.

BRFholding, der er ejet af BRFfonden, solgte tirsdag 4,75 mio. af sine aktier i Jyske Bank, hvilket svarer til 5,33 pct. af aktiekapitalen i banken. Jyske Bank-aktien faldt onsdag med 5 pct. til 352,10 kr. og indtog dermed eliteindeksets bundplacering.

Danske Bank-aktien sluttede med et fald på 1,9 pct. til 237,30 kr.

NOVO OG LUNDBECK I GRØNT

I toppen af C20 Cap-indekset sluttede Novo Nordisk med en stigning på 1,1 pct. til 299 kr., efter nyheden om at medicinalkoncernen har indgået forlig og skal betale 366 mio. kr. i USA i en sag om nedtoning af advarsler om kræftrisiko ved diabetespræparatet Victoza.

- Det er et stort beløb, men ikke alarmerende i Novo-regi. Det kan godt spille en rolle, at Bank of America - Merrill Lynch har hævet sin anbefaling og kursmålet for aktien, siger Martin Munk.

Bankens hævede ifølge Reuters anbefalingen for medicinalaktien til "neutral" fra "underperform", mens kursmålet blev løftet til 320 kr. fra 255 kr.

Novo Nordisk fik følgeskab af Lundbeck, som steg med 0,4 pct. til 402,10 kr. uden selskabsspecifikke nyheder.

- Vi anerkender, at regnskabet var godt, men det var trukket af gamle produkter, som bliver angrebet af patentudløb. Vi er stadigvæk skeptiske over for det nuværende kursniveau, som vi synes, ser dyrt ud, siger Martin Munk.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
0,00%
 
11:15:01

 
0,00%
 
11:15:01

 
0,04%
 
11:15:01

 
0,00%
 
11:15:01

Social Copy trading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder