Onsdagens aviser med Mærsk, Vestas og Novofonden
BØRSEN
EKSPORTVIRKSOMHEDER BETALER MÆRSKS SKATTERABAT
En momspulje på 10 mia. kr. skrottes som led i nordsøaftalen, der giver skatterabat til blandt andet Mærsk. Så nu må virksomhederne i banken for at lappe et midlertidigt momshul, der rammer eksportører. 1300 eksportører bliver ramt, og ifølge PWC forringes væksten. (Forside, side 22-23)
FORSIKRINGSSELSKABER SCORER PÅ FÆRRE INDBRUD
Antallet af indbrud er styrtdykket, og erstatningerne er gået samme vej. Men kun et af de fire største forsikringsselskaber har sænket prisen på indboforsikringer. (Side 6-7)
PARKEN-INVESTOR SATSER MILLIONER PÅ ENERGIDRIK
Selskabet bag State Drinks, der har flere kendte sportsfolk i ejerkredsen, får nu milliardær og Parken-aktionær Erik Skjærbæk som medejer. (side 8)
BAGAGEBIKS HAR VIND I SEJLENE
Virksomheden Valizo, der checker rejsendes flybagage ind via bagagetjenesten, har efter en svær start nu tre flyselskaber og flere rejsebureauer koblet op. Og der er flere på vej, siger en af stifterne. (Side 11)
SLAGTERI SVINGER KNIVEN
Danish Crown har fået ny stærk mand i spidsen for sine indkøb. Lars Feldskou skal spare 500 mio. kr. årligt og vil skære 5000 leverandører væk. (Side 16)
VÆKSTFONDEN KOMMER I MÅL UDEN DE TUNGE INVESTORER
Vækstfondens direktør lader sig ikke gå på af, at de største danske investorer er lunkne overfor at allokere midler til de helt små børsnoteringer. Fonden søger i stedet efter en bred palet af investorer. (Side 18)
VESTAS I VINDINDSATSPULJE I SAUDI-ARABIEN
Vindmøllegiganten Vestas er et ud af 24 selskaber i stort favoritfelt til saudiarabisk vindudbygning på 400 megawatt. En af konkurrenterne er Goldwind. (Side 20)
BERLINGSKE BUSINESS
STOR GASHANDEL KAN SÆTTE SINDENE I KOG
Et konsortium bestående af fire elselskaber står klar til at overtage det danske gasdistributionsnet i en milliardstor handel. Men det er ikke noget, som huer de danske naturgaskunder. (Forside, side 6-7)
DANSK DESIGNKLENODIE MISTER TOPCHEF
Lampevirksomheden Louis Poulsen mister topchef Christian Engsted efter blot to år. Engsted blev hentet til Louis Poulsen, da kapitalfonden Polaris købte virksomheden, og han har vendt en negativ spiral til vækst på både top- og bundlinje. (Side 4)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
NOVO-FOND VIL KASTE MILLIARDER I DANSK BIOTEKREVOLUTION
Fonden bag medicinalselskabet Novo Nordisk, Novo Nordisk Fonden, planlægger at donere milliarder for én gang for alle at få skudt liv i et nyt dansk biotekeventyr. Donationen vil være så stor, at der ifølge Jyllands-Postens oplysninger aldrig er set noget lignende i Danmark. (Forside, side 8-9)
JYSK IT-SUCCES FÅR OPREJSNING I SVERIGE
Softwarefirmaet Systematic måtte se den helt store ordre i Danmark - et samlet it-system til hospitaler i Region Hovedstaden og Region Sjælland - gå til et amerikansk firma i 2013. Nu tager selskabet revanche med en ny, stor ordre til det svenske sundhedsvæsen. (Side 3)
FORBRUGERRÅDET MENER DET ER TAG-SELVBORD FOR BANKERNE
Seniorøkonom ved forbrugerrådet mener, at det er udtryk for manglende konkurrence, når bankerne kan skovle penge ind til aktionærerne i sløje tider. (Side 6-7)
ENDOMONDO FYRER NÆSTEN HVER TREDJE MEDARBEJDER
Motions-appen Endomondo må skære kraftigt i medarbejderstaben. De amerikanske ejere, Under Armour, vil centralisere flere funktioner på tværs af de tre forskellige app-firmaer i koncernen. (Side 10)
DANSK FOND REJSER MILLIARDER
Den danske kapitalfond Axcel, der er bedst kendt for sit succesfulde ejerskab af smykkevirksomheden Pandora, har i løbet af seks måneder rejst 352 mio. euro eller godt og vel 2,65 mia. kr. Dermed er Axcels nye fond, den femte i rækken siden 1994, klar til at foretage sine første investeringer. (Side 10)
/ritzau/FINANS
Tags: newspaper❯