Onsdagens aviser med Pandora, Nordea og B&O
BØRSEN
NY AFRIKANSK HAVN ER APM TERMINALS’ STØRSTE GLOBALE SATSNING
Etableringen af en ny havn i Nigeria til 14 mia. kr. markerer Mærsk-selskabets tro på langtidsholdbar vækst i Afrika. Ifølge landechef David Skov er det globalt set APM Terminals' hidtil største investering. Mærsks' andre havne i Nigeria kører fint. (Forside, side 14-15)
PRISKRIG SENDER LOUIS NIELSEN TIL TOPS
Louis Nielsen stjæler konkurrenternes kunder. Inden priskrigen på briller blev skudt i gang sad de på 7 pct. af markedet. I dag sidder landets største optikerkæde ifølge administrerende direktør Mads Nygaard på en tredjedel af markedet. (Side 8)
ARRIVA GIVER STORSTILET ELBILPROJEKT FEM ÅR
Den nye elbilsatsning fra Arriva får fem år til at bevise sit værd. Det fortæller virksomheden om projektet med eldrevne delebiler, som lanceres næste måned. Frem mod årtiskiftet vil Arriva indsamle data om københavnernes brug af virksomhedens 400 eldrevne BMW’er for derefter at fastlægge, om delebilservicen har indfriet forventningerne. (Side 9)
INGEN UDBYTTEFEST KAN AFSLØRE NYE PROBLEMER I B&O
Når B&O fremlægger regnskab vil det vise, om Bang & Olufsen er færdig med at sælge fra, og om aktionærerne kan se frem til det første udbytte i syv år. For bliver der ikke udbetalt udbytte, er problemerne større end først antaget, mener analytiker. (Side 10)
NORDEA-CHEF VARSLEDE SELV AFGANG
I februar varslede Christian Clausen selv, at han ville stoppe som Nordea-chef. Tirsdag kunne den nordiske storbank offentliggøre, at finnen Casper von Koskull (54) overtager chefstillingen 1. november, samtidig med at danskeren Torsten Hagen Jørgensen (50) bliver ny vicekoncernchef. (Side 12)
PANDORA STRØR GULD OVER DANSK ÆGTEPAR I ASIEN
Smykkegiganten betaler stort beløb for at overtage kontrollen med det brand, som familiefirmaet Norbreeze har gjort til et hit i Sydøstasien. Pandora overtager fra årsskiftet rettighederne til at sælge smykkerne i Macau, Singapore og Filippinerne, som Norbreeze hidtil har siddet på. (Side 16-17)
KINA GRIBER TIL CHOKDEVALUERING
Der er frygt for, at tirsdagens overraskende kinesisk devaluering er første skud i en ny global valutakrig. Den faldende vækst i Kina er sandsynligvis årsag til nedskrivningen af yuan. (Side 22-23)
COLOPLASTS TOPCHEF: VI HAR IKKE PERFORMET GODT
Aktiekursen på Coloplast er det seneste år gået omkring 3 pct. frem. Til sammenligning er hele C20-indekset, hvori Coloplast indgår, steget ti gange så meget med en samlet fremgang på knap 35 pct. (Side 24)
BERLINGSKE BUSINESS
NY BANKTOP SKAL TAGE KAMPEN OP MED RIVALER
Nordea-topchef Christian Clausen erstattes af Casper von Koskull, der varsler nye tider i toppen af den nordiske sværvægter. Han skal udvikle bankens brugerflade og øge udbuddet på hylderne, mens danske Torsten Hagen Jørgensen som ny operativ chef får ansvaret for en ny IT-platform. Nordea presses af de andre finansgiganter i Norden og skal skærpe profilen. (Forside. side 6-8)
PANDORA SKAL VÆRE MERE END CHARMS
Smykkeselskabet Pandora leverede imponerende tal for andet kvartal af 2015 og opjusterede forventningerne til hele året. Topchef Anders Colding Friis forventer, at salget af andre smykker end de populære charms til armbånd vokser. (Side 9)
KINA KAN ÅBNE BRUTAL VALUTAKRIG
For at få sat mere skub i eksporten og beskæftigelsen har Kina sænket sin centralkurs med 1,86 pct. Det svarer til en devaluering og kan få flere andre lande til at svare igen med samme mønt. (Side 12)
COLOPLAST HOLDER FAST EFTER CHOK-MELDING
Coloplast landede helt og aldeles inden for skiven med sit regnskab for tredje kvartal. Selskabet måtte til stor overraskelse for markedet nedjustere sine forventninger til hele året for under to måneder siden. Det resulterede i et par gedigne ørefigner på aktiemarkedet. (Side 14)
JYLLANDSPOSTEN ERHVERV
NY NORDEACHEF SKABER URO
De bankansatte frygter, at udnævnelsen af finske Casper von Koskull til ny Nordeatopchef udløser fyringer. Finansforbundet frygter forstærket fokus på Nordea-bestyrelsens krav om effektiviseringer. (Forside, side 4-5)
OMBEJLET REDERI AFVISTE MILLIARDÆR
Selvom den aarhusianske rigmand Henrik Lind var interesseret i at købe samtlige aktier i Mols-Linien – og ville betale en højere pris end kapitalfonden Polaris – blev han afvist af bestyrelsen i færgerederiet. Henrik Lind fik dermed ikke lov til at gennemføre en due dilligence. (Forside, side 6-7)
PANDORA OPJUSTERER IGEN
Pandoras halvsårsregnskab strøg forbi brancheanalytikernes forventninger og cementerede nok engang, at den hurtigt voksende smykkekoncern har kurs mod noget stort. (Side 3)
LEGO AFVISER NYE ORDRER
Lego har lukket ordrebøgerne for resten af året for de små legetøjsbutikker. Det er ikke første gang, og derfor vækker det vrede i branchen. (Side 7)
NY FRONTFIGUR FOR INVESTERINGSFORENINGER LOVER ÆNDRINGER
Investeringsforeningernes nye branchedirektør Anders Klinkby forventer, at nye skatteregler kan bane vej for udenlandske lavprisfonde. Samtidig bliver der sat ind i forhold til de udskældte gebyrer kaldet formidlingsprovision. (Side 8)
LUFTHAVN TABER HØJDE TIL KONKURRENTER
Københavns Lufthavn taber markedsandele i forhold til de største konkurrenter. Væksten er gået i stå, og i første halvår havde lufthavnen et uændret antal passagerer, mens rivalerne i Nordeuropa havde en markant højere vækst. (Side 9)
KINESISK DEVALUERING KAN RAMME DANSKE VIRKSOMHEDER
Den kinesiske devaluering kan ramme danske virksomheder markant, men det er svært at overskue hvordan. Danske varer bliver relativt dyrere, så det trækker ned. (Side 10)
/ritzau/FINANS
Tags: Danske Aviser❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›