Onsdagens danske avisuddrag med it mod hvidvask, Lego og elbilsafgift

Udgivet den 27-11-2019  |  kl. 07:07  |  

BØRSEN

FINANS DANMARK VIL DELE KUNDEDATA I FÆLLES IT-SYSTEM MOD HVIDVASK

Et fælles it-system, hvor bankerne kan dele blandt andet kundedata, skal bekæmpe hvidvask. Det foreslår Finans Danmark, som sigter mod at have systemet klar i 2025. Udspillet møder kritik for at være både uambitiøst og til bekymring for kundernes privatliv. (Forside, side 6-7)

FLERE VIRKSOMHEDER TEGNER BESTYRELSESFORSIKRINGER

Forsikringsselskabet Codan har oplevet 25 pct. flere henvendelser inden for de seneste tre år fra kunder, der vil tegne bestyrelsesforsikringer. Flere erstatningskrav og øget regulering gør, at der forventes mere af bestyrelsesmedlemmer. (Side 10)

DANISH CROWN MANGLER GRISE TIL SINE SLAGTERIER

Produktionen af slagtesvin er i 2019 på det laveste niveau i mere end 25 år. Kapaciteten på 10 pct. af slagterikoncernen Danish Crowns svineslagterier udnyttes derfor ikke. (Forside, side 12)

ALTERNATIVE INVESTERINGER BEKYMRER ATP

Mens renterne er faldet, er priserne på finansielle aktiver steget i en grad, der får flere deltagere i en rundbordssamtale til at tale om potentielle bobler. Det er investeringer i boliger, grøn energi og digitalisering, der tiltrækker opmærksomhed. (Forside side 22-23)

SCHRODERS: LATINAMERIKA VIL TILTRÆKKE INVESTERINGER

En stabil valuta og et lavt inflationsniveau vil i stigende grad få investorer til at putte kapital i Latinamerika, vurderer kapitalforvalteren Schroders. (Side 26-27)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

LEGO HAR KURS MOD REKORD

Legetøjsanalytiker Lutz Muller spår, at Lego får et 2019 med høj vækst, som ligger over markedets og voksende markedsandele. Det kan være nok til at løbe fra rivalerne Hasbro og Mattel. (Forside, side 10-11)

BANKERNE VIL ØGE INDSATSEN MOD HVIDVASK OG ØKONOMISK KRIMINALITET

Kampen mod hvidvask og økonomisk kriminalitet er hård og kræver en lang række initiativer. Bankernes interesseorganisation Finans Danmark byder ind med 25 konkrete forslag til at forbedre indsatsen. (Forside, side 6-7)

BERLINGSKE BUSINESS

BANKER VIL DELE KUNDEDATA I KAMPEN MOD KRIMINELLE

De danske banker vil have et fælles it-system for at bekæmpe hvidvask, lyder det fra en særlig taskforce efter et års arbejde. Tænketanken Justitia er bekymret for kundernes retssikkerhed. (Forside, side 4-5)

ARVEAFGIFT: K ANBEFALER VIRKSOMHEDER AT VENTE

Rasmus Jarlov, finansordfører for de Konservative, råder virksomheder at vente med generationsskiftet til der har været regeringsskifte. Han vil nemlig ændre lovgivningen igen, hvis han kommer til magten. (Forside, side 6-7)

AFGIFTER PÅ ELBILER VIL KOSTE 100.000 TON CO2

Allerede første stigning i afgiften på elbiler, der træder i kraft fra nytår, vil øge CO2-udslippet fra den danske bilpark med over 100.000 ton. Det viser nye beregningerne fra bilisternes organisation, FDM. (Forside, side 8)

/ritzau/FINANS

Nora Simone Emilia

Tags:  newspaper❯