Onsdagens internationale avisuddrag med Apple, BP og Starbucks

Udgivet den 02-08-2017  |  kl. 07:58  |  

FINANCIAL TIMES (WWW.FT.COM):

APPLE RAMMER NY KURSREKORD EFTER STIGENDE IPHONE-SALG

Apple opnåede 7 pct. højere omsætning og 12 pct. højere indtjening i andet kvartal sammenlignet med samme periode sidste år. Det skyldes et stærkt salg af både iPhones og iPads. Apples aktie steg 6 pct. efter amerikansk lukketid til rekordhøje 159 dollar. (APPLE SEES REVIVAL IN IPHONE AND IPAD SALES)

AMERIKANSKE BANKAKTIER RAMMER SIT HØJESTE NIVEAU SIDEN FINANSKRISEN

Amerikanske bankaktier ramte tirsdag sit højeste niveau i knap ti år, efter at investorer i stigende grad dropper teknologiaktier og satser på deregulering i finanssektoren. Det er blandt andet den såkaldte "Volcker Rule", der forbyder banker at spekulere med sin kapital, som står for skud. (US BANK STOCKS HIT POST-CRISIS HIGH)

STJERNEINVESTORER SÆTTER TÆNDERNE I VEGETARBURGERE

Investorer som Bill Gates, Li Ka-shing og Facebook-medstifter Dustin Moskovitz deltager alle i en ny investeringsrunde for Impossible Foods, et Silicon Valley-baseret selskab, der producerer plantebaserede alternativer til kød. I alt får det seks år gamle selskab 75 mio. dollar i ny kapital, der skal bruges til at bygge selskabets første store fabrik. (BIG BACKERS BEEF UP IMPOSSIBLE FOODS' PLANT-BASED BURGERS)

ITALIEN OG FRANKRIG FORTSAT UENIGE OM SYDFRANSK SKIBSVÆRFT

Italien og Frankrig formåede ikke at nå til enighed om skæbnen for det franske skibsværft STX på et møde tirsdag. Det statsejede italienske selskab Fincantieri blev i april enige om et køb af STX med dets koreanske ejere, men præsident Macron vil ikke overgive mere end 50 pct. ejerskab til et udenlandsk selskab. (FRANCE AND ITALY FAIL TO RESOLVE ROW OVER SHIPYARD DEAL)

WALL STREET JOURNAL (WWW.WSJ.COM):

BP KAN TJENE PENGE MED OLIEPRISER UNDER 50 DOLLAR

Den britiske oliegigant BP har oplyst, at selskabet kan gå i nul med en oliepris på 47 dollar per tønde. BP tjente i andet kvartal 533 mio. dollar sammenlignet med et tab på 2,2 mia. dollar i samme periode sidste år, efter at selskabet gennemførte en omfattende sparerunde på 7 mia. dollar. (BP SAYS IT CAN NOW PROFIT AT OIL BELOW $50)

AMERIKANSK TELEGIGANT NÆRMER SIG BESLUTNING OM FUSION

Amerikanske Sprint vil inden for kort tid beslutte, om det vil forhandle om en fusion med enten T-Mobile eller tv- og internetudbyderen Charter Communications. Sprint er 80 pct. ejet af japanske Softbank, der sandsynligvis vil foretrække at overtage T-Mobile. (SPRINT SAYS A MERGER DECISION IS NEAR)

THE NEW YORK TIMES (WWW.NYT.COM):

STARBUCKS SATSER STORT PÅ DET KINESISKE MARKED

Kaffegiganten Starbucks har massivt fokus på Kina i en periode, hvor andre store amerikanske selskaber, som McDonald's og Coca-Cola, trækker sig fra det udfordrende marked. Starbucks åbner mere end én ny butik om dagen i Kina, skaber 10.000 job om året og har åbnet dobbelt så mange butikker i Shanghai, som i New York City. (WHILE OTHER U.S. COMPANIES FLEE CHINA, STARBUCKS DOUBLES DOWN)

VOLKSWAGEN AFSKÆRES FRA EU-LÅN

Den tyske bilgigant Volkswagen har tirsdag fået lukket for det varme vand hos Den Europæiske Investeringsbank, da selskabet anklages for at have brugt tidligere lån til at snyde i miljøtests. Beslutningen rammer Volkswagens ry hårdt, og fratager selskabet adgang til en vigtig kilde til billig finansiering. (EUROPEAN BANK CUTS FUNDS TO VW BECAUSE OF EMISSIONS FRAUD)

THE GUARDIAN (WWW.GUARDIAN.CO.UK):

BRITISKE MYNDIGHEDER UNDERSØGER TOBAKSGIGANT FOR KORRUPTION

Den britiske pendant til bagmandspolitiet, Serious Fraud Office, undersøger verdens største tobaksselskab, British American Tobacco, for bestikkelse og korruption i Afrika. En tidligere ansat i selskabet overdrog i 2015 dokumenter til de britiske myndigheder, som angiveligt beviser bestikkelse og trusler med henblik på at underminere afrikansk tobaksregulering. (SERIOUS FRAUD OFFICE OPENS INVESTIGATION INTO BAT BRIBERY CLAIMS)

THE DAILY TELEGRAPH (WWW.TELEGRAPH.CO.UK):

DEUTSCHE BANK ERKLÆRER TROSKAB TIL LONDON MED NY LEJEKONTRAKT

Deutsche Bank har med en ny kontrakt bundet sig til 25 år i et nyt hovedkontor i London. I forbindelse med brexit har flere finanshuse udtrykt usikkerhed om Londons fremtid som finansielt knudepunkt, men Deutsche Banks beslutning om at blive er et positivt signal for den britiske hovedstad. (DEUTSCHE BANK BACKS THE CITY WITH 25-YEAR COMMITMENT FOR LONDON BASE)

THE INDEPENDENT (WWW.INDEPENDENT.CO.UK):

EUROZONENS ØKONOMI VOKSER DOBBELT SÅ HURTIGT SOM STORBRITANNIENS

Eurozonens BNP voksede 0,6 pct. i andet kvartal, hvilket er dobbelt så hurtigt som Storbritanniens 0,3 pct. i samme periode. Høj britisk inflation har skubbet landet ned på sidstepladsen blandt G7-lande, og analytikere venter mere af det samme i andet halvår grundet de høje forbrugerpriser og usikkerhed omkring brexit. (EUROZONE GDP GREW AT TWICE THE RATE OF UK IN SECOND QUARTER OF 2017)

DAGENS INDUSTRI (WWW.DI.SE):

ELON MUSK: TESLA ER MERE SIKKER END VOLVO

Under en præsentation af Teslas nye Model 3 på selskabets californiske fabrik fremviste stifter og topchef Elon Musk en video, der demonstrerede en crashtest for den nye model og en Volvo S60. Volvoen, der har en femstjernet sikkerhedsvurdering, fik øjensynligt kraftigere skader end Teslaen, hvilket fik Musk til at kalde Volvoen "formodentlig verdens næstsikreste bil". (TESLA GER VOLVO EN KÄNGA)

/ritzau/FINANS

Christoffer Cirillo

Tags:  Newspaper - Internat❯